Af Jakob Gormsen

Lars Swane kan arbejde helt utroligt med motivet en blomsterbuket i en vase i en vindueskarm, suppleret med en enkelt nøgtern genstand. Her en mindre, stribet blå vase. Dertil kommer den hvide vinduesramme med alle dens skyggevirkninger i et stærkt lys og så den vide udsigt over et dyrket landskab med havet i horisonten og over den en høj, lys blå himmel.

Der er stærke kontraster i farverne både i selve buketten, i landskabet, det hvide hav og ikke mindst himlen, som blomsterbukkettens farveeksplosion sammen med blade og stænglers lidt hidsige rytme prøver at bryde. Det samme gælder de firkantede marker udenfor sat op imod træbevoksningens rytme og samlet af hav og himmel.

Der er en helt utrolig variation og rigdom i formerne. Det stramme, konstruerede og regelmæssige sat op mod det uregelmæssige, det tilfældige ja, det tilsyneladende lidt rodede. Det gælder ikke mindst, når farven følges.

Den blå og den grønne farve er de bærende. De gennemstrømmer billedet sammen med den hvide i en rolig, stille bevægelse, næsten som en å, der flyder dovent af sted. Hertil bidrager ikke mindst den blå vases placering til venstre for midteraksen, og hvor kunstneren helt bevidst lader den højre side stå tom, uden at motivet kommer ud af balance. Hvorfor? Jo, selve den højre vinduesramme er dobbelt så bred som den venstre. Det skaber balancen sammen med den tykke, blå inderside og selve karmens spejlinger i de grønne nuancer, som modsvares af alle de grønne nuancer udenfor vinduet.

Men billedet samler sig jo om buketten i centrum. Er det vilde blomster, eller er det en buket fra haven? Nogle ligner valmuer, studenternelliker, scabiosa, andre rosenknopper.

Men de er det ikke! Det er et bedrag. Blomsterne er opdigtede, frit opfundne eller konstrueret til formålet.

Men blomsterhovederne danner en livfuld rytme, der er meget bevidst ordnet fra kunstnerens hånd: de blå til venstre stiger langsomt og værdigt opad og udad, de røde samler sig til højre i en højst uregelmæssig rytme sammen med to runde gule lys, dertil kommer de to hvide klaser i midten og de lilla prikkede klaser nederst – og imellem dem nogle meget små røde glimt. Dertil kommer hele bladværkets rytme og stænglernes linjespil.

Billedet udtrykker gennem den spraglede buket, den bastante vinduesramme og det store åbne landskab udenfor en dyb længsel udefter – mod naturen: markerne, træerne, krattet – og helt ud til havets horisont og himlen. – Mod friheden!

Blomsterne er i al deres pragt klippet af. Ja, ikke engang det. De er tilsyneladende taget ind, ordnet i et mønster og sat i vand i et klart glas – og de står ikke med rødderne i den sorte nærende muld. Og har aldrig gjort det. De må nøjes med at se og ses ud mod herlighederne.

Den blå vase i al dens skønhed er ikke til megen hjælp, den rummer i sig tomheden og ensomheden og venter blot på den næste lille buket. Måske af kunstige plastikblomster?

På den måde er et levende og livligt billede blevet til et bittert alvorligt billede om frihed og tvang, om liv og død – om tomhed og fylde, om natur og kultur, om kunstens væsen og betydning og meget meget mere …