Om kunst
Af Buster Bruun
Hvis noget er grimt, uforståeligt, ubehjælpsomt, uvedkommende, sjusket, indviklet, ubrugeligt og afhængigt af en tyve siders fin/svær ordforklaring ved en boglærd studentikos kunsthistoriker – så er det "kunst"! Hvis det blot er forståeligt, enkelt, menneskeligt vedkommende og smukt "bør det ikke tages alvorligt og kan sørme ikke være kunst". Jeg hylder helt mod den gængse mening den sidste definition. Den passer ganske godt på både Købke, Klimt, Høst, Bonnard, Rembrandt og Klee m.fl .. Det enkle kræver overblik, erfaring, kunnen – og mest af alt mod.
Levende? For at være vedkommende skal et kunstværk leve oppe i ens hoved, eller ens sjæl om man vil. Man skal ledes/føres lige nok – og ikke en pind mere – til selv at kunne påbygge sine egne erfaringer og tanker. Det er ved at fylde huller ud, og således opnå en meningsfuldhed der nøjagtig passer en selv, hvorved kunstværket lever. Overforklaret og udpenslet dør billedet og bliver "slikket". Underforklaret leder man frustreret efter "hoved og hale". Derfor er f.eks. gamle mestres skitser langt mere levende end deres færdige billeder. "Vi" levnes plads i skitsen til selv at bygge på med fantasi og egen erfaring. De sidste årtiers roderi: punkterede lossepladser, eksploderede marmeladefabrikker og andet krimskrams giver os alt for få ledetråde, som vi selv kan udfylde og bygge videre på oppe i hovedet og derved skabe en vedkommende meningsfuldhed.
Energi? Et billede skal være ladet med latent energi. Uden dette er det blot slapt og ligegyldigt. Det kan f.eks. være en psykisk energi eller spænding. Som et øjekast eller en persons udstråling i et portræt. Det kan være i en komposition, der er i frosset ubalance, og som kan vælte med et lille pust – men alligevel, lige knap og nap, endnu i balance. Farver kan give energi. Både ved styrke – og ved indbyrdes balance "lige før…", eller ved rytmisk brug "lige før … ". Det som i jazz hedder "drive". Hvem har brug for bollemælk og tungen ud af vinduet? Der er mere oplevelse i akkurat at klare et klippeskær i hård sø end i at gå tur i Herning. Der er enorme grokræfter i naturen, som umuligt kan antydes ved et gennemsnitligt dansk leverpostej-maleri. Det viste van Gogh og Høst. Haugen Sørensen maler dyr og mennesker med farlighed i både tegning og farve. Spænding er en tøjret energi, der kan slippe løs når som helst. En spændt fjeder er måske statisk og helt stille. Men!… hvis nu? Mine egne arbejder er såmænd ret så fredsommelige. Men til trods herfor spænder jeg farveenergiens og formernes bue hvad jeg evner – nu ved I hvorfor.