Af Jakob Gormsen 

En lys, blå poetisk tone dirrer som en streng, men afløses hurtigt af en mørk, dyb klang som fra en tung klokke, og de to udløser så langsomt billedets motiv: en stor siddende kvi nde, hvis krop er halvvejs drejet med hænderne hvilende på en søjle, en krukke eller lignende.

Hovedet drejes voldsomt i modsat retning af kroppen, men har et fast og dog mildt ansigtsudtryk. De blå nuancer med stænk af papirets hvide farve bliver til himmel og hav med en ret lav horisontlinje. Det sorte trænger sig frem og skaber former, som snart kan minde om tekniske installationer, men også om klipper eller bølgende vegetation i havet.

Det er også et billede i flere planer, hvor hvert plan har sin betydning for tydningen, og hvor denne skifter med planernes indbyrdes placering. Således bliver kvindeskikkelsen mere og mere svævende, fraværende måske, og er alligevel til stede.

Hendes smukke, velproportionerede ansigt står i stærk kontrast til skikkelsens ellers skødesløse udformning. Man har ligesom set hende før – i italiensk maleri i Venedig og Firenze. Ja, hun gemmer sig måske her i altertavler af 1400-1500 tallets italienske mestre. Hun rummer i Kleivans tryk samme enkle udstråling af renhed og skønhed, hellig ophøjethed, men også en skjult trods og lidenskab, ja, direkte lidelse måske udtrykt gennem linierne i arme og hænder og ikke mindst i kroppens store faste former og klædningens folder. Det bliver mere og mere et stærkt kvindebillede med rod i noget klassisk, men her fremstillet ganske nutidigt, hvor drøm og virkelighed er sat over for hinanden. Romantiske følelser overfor bitter realitet – forsmået elskov måske.

Det er et meget stærkt sammensat billede med en tilsyneladende urolig komposition, der understreges af en række påtegninger med blyant, og alligevel er det et ganske enkelt billede både i form og indhold. Idet det handler om de grundlæggende menneskelige følelser, som har været og er ens til alle tider og under alle forhold, de mørke såvel som de lyse – og med en lys livsbekræftende blå grundtone og en mørk dødsensalvorlig påtrængende klang, som et akkompagnement til ens eget liv.