Af Jacob Gormsen

… skønheden opleves gennem formen og farven.

"Naturen er et uudtømmeligt reservoir, og det er kunstnerens opgave at afsløre dette gennem kunstværket. Tilskueren går kunstneren i møde den halve vej, og kunstens mirakel vil ske der, hvor kunsten og tilskueren mødes".

Sådan skrev Bonnard i et brev i forbindelse med en udstilling på Glyptoteket i 1947, gengivet i Louisiana revy nr. 1, 1992 s. 4.

Så enkelt er det at få en billedoplevelse – og det har ikke noget at gøre med, om billedet forestiller noget, er abstrakt eller konstruktivt, om det er surrealistisk eller kubistisk. Eller hvilke fine tomme ord vi ellers kan finde på.

Værsågod, mød det med åbne sanser og et følsomt sind. Ja, med de følelser, der råder i dig netop nu.

Viggo Bentzon arbejder dybt og hårdt med sine litografier med oliekridtet som det tekniske udtryksmiddel ud fra en sanset og ikke mindst set oplevelse af et stykke nærværende natur. Som det kan opleves af hvert eneste menneske blot nogle få skridt fra det sted, hvor vi bor. Det er i det nære, hemmelighederne og skønheden bor. Men de/den skal udvælges og aflures – eller snarere sigtes gennem kunstnerens sold – og bliver så givet videre i et poetisk udtryk med kunstnerens lysvirkninger gengivet af farvelægningen og udtrykt i billedets komposition. Og det er så igen den udfordring kunstneren tager op.

Der er en dyb, velgørende stilhed gemt i Bentzons litografier – og en ydmyghed overfor motivet – bundende i en respekt for kunsten i værket. Men også i en vis stolthed over egen formåen. Det bliver så igen til det enkelte billedes udstrålingskraft.

Motivet i de tre litografier med hver deres farveholdning er landskaber eller stykker af natur.

Det ene er de stemninger, lysvirkningerne i en skov giver fra sig – lyse og mørke grønne skift afvekslende med solgylden tyngde i skovbunden, som bliver lettere højere oppe i lyset og med spredte visne rødbrune klatter. De følsomme formløse farver glider umærkeligt ind i og ud over hinanden i et levende farvespil, men de holdes samtidig fast af træets lodrette stamme, som i sig rummer hele farvespillet, men også i placeringen lidt forskudt for lodrette midterlinje og med nederste del næsten placeret på den vandrette midterlinje – giver billedet en meget fast komposition med en overraskende dybdevirkning.

Tilsyneladende let og ligetil, men resultat af en slidsom skabelsesproces, byggende på et helt livs erfaringer. Hvor dette litografi med skoven som motiv skildrer et lukket rum, danner de to andre litografier store, åbne rum. Også her er kompositionen så enkel, som den overhovedet kan være, nemlig den vandrette horisontlinje, der skiller himmel og jord.

Et landskab – vel nok det samme – når det blide tusmørke spreder sig og skaber fortryllende stemninger. Det andet »når lyset vælder af natten ud«.

Men det er følsomheden i farverne, der gør indtryk og mønsteret, den gråblå og lilla marks lyse sarte vemodige linjer i tusmørkebilledet, og de mere aggressive gule linjer på den rødbrune flade i solfaldsbilledet, danner. Men i begge billeder fører disse linjer videre til den høje, høje himmel med strejf af lette skyer i et herligt farvespil, som i de to billeder står mod hinanden i en slags trods. Men via landskabet med mark og himmel ser vi i virkeligheden ind i et stykke uendelighed – og kan hver for sig gøre os vore tanker derom.

De tre litografier udgør samlet en udsmykning af et rum, og de vil præge det miljø, der omgiver dem på en livsbekræftende måde.