Af Jakob Gormsen

Man bliver aldrig træt af Rene Tanculas billeder  – de virker aldrig trivielle, og de vækker altid en indre glæde hos den, der ser dem.

Med dette litografi ser vi, at Tanculas den tekniske kvalitet, der kendetegner kunstneren. En overlegen komposition, hvor formernes kontraster får lov til at spille ud mod hinanden og i et intimt samspil med farverne. Måske er alvoren blevet lidt større. I hvert fald virker dette billede mere truende end det tidligere. Det er stadig et smukt billede, men det er forkrænkelighedens skønhed. Som man kan se den i visne blomsterstande, en kasse gemte hasselnødder – eller billeder som vi kender fra universet af planeter eller planeters måner. Det store og mindre store ved siden af hinanden.

Her ligger den store golde forrevne klode med bjergkæder og øde sletter og månekratere, som lyset falder ret stejlt ned på og får formen til at kaste et lyserødt skær tilbage, som yderligere bliver forstærket af mørkere skyggepartier.

Kuglen kan give sig til at rulle, når som helst, men til hvilken side? Den ovalt/ runde form gentager sig, men i to flader på gulvet, den ene øverst med samme form og farve som kuglens – og den anden nederst som en spejlende vandpyt på gulvets store flade. Dertil de lodrette flader, forrest det tæppeagtige gehæng, som ser man ind på en scene, det bagerst rødbrune tæppe med sorte prikker og mørke skygger i øverste halvdel, som går ind i den helt mørke baggrund til højre.

Tancula kan som få kunstnere bruge kontrasterne både i formen og farven, og gennem billedets enkle elementer kan han skabe dybde i et billede, så man virkelig ser ind i det.

Med det fortæller han så noget om mennesker og livsvilkår – for kontrasten til kuglen, der ligger balancerende på den store lukkede scene som verdensrummet er, er jo den vidunderligt smukke blåhvide ædelsten, som også svæver i rummet i sin af solen bestemte bane – vores egen klode.

Måske er det det, billedet forestiller – ikke nu, men den dag den er gjort ubeboelig, lagt øde og gold – i uoprettelig ubetænksomhed i menneskets jagt på og længsel efter materiel lykke.

Dog billedet er først og fremmest billede – og måske kun det. Hvad der lægges i det, er op til enhvers egen gemyt og følelse. Men ingen lades i ligegyldighed. Billedet i sig selv kræver en stillingtagen!