Af Eric Kaare

Lad mig starte med at spørge: Kan du huske hvad du drømte i nat? – Ja, det er svært, ikke!

Alle drømmer, men nogle drømme huskes bedre end andre, og når man vil fortælle om drømmen senere, sker det ofte, at den glider væk, så man kun husker glimt. Forklaringer vil ofte være fulgt op med ord som er synomyme med, at drømmen var mærkelig men alligevel realistisk.

Og forklare/fortælle vil man gerne, for den flig af drømmelagnet, du fik fat i, både betager, drager og navnlig irriterer, – for, man skulle jo synes, at noget der var så livagtigt, betød noget. Tydning af drømme har så langt tilbage, som man har skriftkilder, optaget høj som lav. Husk bare Bibelen og se, hvor meget der bliver meddelt og opleves som åbenbaringer/drøm. Du finder heller ingen højtstående historisk person uden han har ansat en drømmetyder i sit hof.

Og så et langt hop frem til nutiden, hvor man stadig siger: Jamen det må da betyde noget. Nu interesserer videnskaben sig – videnskabeligt – med problemet. Freud spandt sine sindrige teorier om personlighedsudvikling ind i drømmetydninger. Andre mere teknisk betonede videnskabsmænd måler søvnen ud i længder og konstaterer at drøm kan aftegnes som små udslag på fintfølende elektroapparater – eller som Storm P. og Niels Bohr ville have udtrykt det: "Vi ved nu, at vi intet ved".

Ole Ahlberg har hugget små flige fra Morfeus' nat blå bagtæppe og har formet det til billeder – syn, der er anderledes og uventet, men som er svære at springe over, fordi de er gjort ud af samme stof som drømme er af.

Kunsthistorikere, der jo ikke kan fange historien uden at være systematikere, har skskåret igennem sådan tågesnak og kalder den slags billeder for surrealisme, som de så forklarer ved, at det er en kunstretning, der sammenstiller realistiske elementer på en uventet måde.

Prøv nu igen at se gengivelserne af Ole Ahlbergs litografi til Kunstklubben. Der er nogle ting, som du sikkert vil acceptere umiddelbart, og så er der det, du snubler over – det uforklarlige, det der uvilkårligt sætter din underbevidsthed til at arbejde for at få det hele til at falde i hak med noget, du kender.

Du bliver nysgerrig og vil have en forklaring, – og den kan kun du selv give!

Kunstneren har gjort forarbejdet: Han har teknisk via oliemalingen eller blyanten nedfældet sin oplevelse til noget umiddelbart synligt, for eksempel litografiet.

Det er her, det tegnetekniske kommer ind, for kunstneren skal være så god til at gengive det kendte, kunne tegne Foden, så det er en fod, at det ikke allerede er her, du stopper.

Litografiet har ikke nogen titel, men ligesom Ahlbergs øvrige billeder kunne dette også være orsynet med en overskrift, så lang som et eventyr. Og ind imellem må vi tage eventyret og drømmen til hjælp – drømte Jules Verne ikke om måne tur/retur, og har vi ikke været der?

Uden drømmen og troenpå dem kommer vi ikke videre. – Så drøm med god samvittighed.