Af Jakob Gormsen
"Jeg har ikke forstand på kunst" eller "han tror, at han har forstand på kunst" er replikker, man kan høre, når et menneske føler sig usikker over for et billede, som ikke forestiller noget.
Hvem tænker på, at månen mellem skyerne, en gylden solnedgang i havet eller lærkesang, heller ikke forestiller noget.
Ethvert billede kan betragtes alene som et billede bestående af linjer, flader, figurer, farver, som samles til den helhed, der kaldes komposition. Og den findes selv i den mest primitive og ubehjælpsomme streg på et stykke papir eller i den simpleste værtshusregning.
Enkelhed kan være en kvalitet i sig selv. 5ammensathed også!
Lise Honorés serigrafi er et konkret billede. Det vil sige, det giver sig ikke ud for andet, end det er: Elleve stykker farvet karton skåre/klippet i kantede uregelmæssige former lagt over og ved siden af hinanden i et usymmetrisk system, så de enkelte former/flader ligger i tæt kontakt, lidt forskudt så de enten nærmer sig hinanden i en gensidig indbyrdes korrespondance eller i en frastødende kontrast.
Bortset fra den rolige, lidt passive musegrå, er der to flader af hver farve. Den grønne og blå som grund, dog således, at et lille hjørne af den blå går ind over den grønne lidt over billedets centrum. På hver af de grønne flader en varm gul og på den blå og den grønne en hidsig rød – således at den ene røde og den ene orange ligger gnistrende nær hinanden – og de andre fjernt fra hinanden.
Formernes lige kanter viser sigat have svage krumninger og sammen med to hvide indskæringer i det grønne skaber de et usynligt, men stærkt virkende linjespil. Linjer, form og farve giver billedet dets liv. Pludselig svæver figurerne i en stille balance i flere dybdeplaner, så den største røde figur ligger nærmest og papirets skarpe hvide farve fjernest. Eller er det omvendt? Hvor mange planer er der egnetlig?
Lise Honoré viser en utrolig sikker beherskelse af effekten af det hvide papir. Dette tryk kræver tid til fordybelse, form og farve må synke ind i beskueren, stilheden og balancen kræver tid og koncentration for at kunne forplante sig fra kunstværk og til menneske.
Men tager man sig tiden, venter der en billedmæssig oplevelse, uden at man behøver at have forstand på kunst eller behøver at skamme sig over, at man ikke har det. Og kan man ikke se og sanse, hjælper det kun lidt at læse tykke bøger om kunst.
Der er kun en vej til at lære at se billeder, nemlig ved at se billeder! Og uden indgroede fordomme!