Af Jakob Gormsen
Der er et motiv, som Lars Swane aldrig kan blive træt af at gengive: Det er udsigten fra hans tidligere arbejdsrum i Bogense med udsigt over et landskab med marker og skov og krat og langt udover Kattegat med den vandrette horisont og det altid skiftende lys over den.
Egentligt ganske enkelt og ligetil.
Han stiller en skåL og et par flasker af forskellig form i vindueskarmen, men planter så mellem dem en tyk krukke med tunge blomster i: nemlig en buket gule tulipaner. Mere skal der ikke til for at skabe et billede – og et kunstværk?
Jo, der skal et par øjne til at se og skelne og et par hænder til at forme og til at vælge – og så de tekniske remedier. Det er der kommet et lidt mere påtrængende og aggressivt billede ud af, end Kunstklubbens tidligere litografier af Lars Swane. De rummede en indbygget dyb stilhed og en vidunderlig, fuldendt balance i opstillingen. En smittende dybde og ro!
Men i dette litografi trænger den mørkeblå krukkes udbugnende former og den bastante hanks runding sig stærkt på med al sin tyngde og kraft. Den fjerner sig også en smule fra glasskålen og nærmer sig lidt truende de to flasker. Hertil bidrager også klumpen af gule tulipanhoveder og de spidse ranke blade, der rager op som uindtagelige palisader. Krukke og blomster fylder centrum ud. Her står vi, og det er os, det drejer sig om. Mere ydmyge og tiLbageholdende er de andre genstande. De er også lysere blå i farven og Lettere og gennemsigtige i deres glasformer. På den måde bliver det også et billede om fjernhed og nærhed og om tilværelsens lille balance.
Men rytmen i den måde genstandene er stillet op på, deres indbyrdes karakter i den givne form, spiller så ud mod det bølgende landskab, der ses gennembrydes af uregelmæssige vandrette linjer i en stærk vuggende bevægelse, der bliver til en kontrast til de "døde" genstande, som de døde tulipaner prøver at gøre levende, men deres egen stilk er jo skåret over.
Men så holdes motivet fast i et jerngreb af de vandrette og lodrette linjer. For landskabets vedkommende af den bLå horisontlinje og for genstandens af vinduessprossernes både vandrette og lodrette linjer, som det meget skarpe sollys også giver et hårdt, ubønhørLigt kridhvidt skær. I det hele taget er linjespillet en længere betragtning og analyse værd. Her er en utrolig variation, her er gentagelser med bitte små forskelle både i form og i farve ikke mindst. F.eks. i skyggevirkningerne. Hertil kommer så de forskellige lag af oliekridt omhyggeligt og meget bevidst l,agt på, som får farverne til at gløde og leve: grønt, gult og. blåt og· en smuLe brunt. De er nøjagtigt afstemt efter hinandens styrke og ud fra en sikker kunstnerisk intuition og disciplin.
Det er et billede, man ikke kan lade være med at se på – som sætter tanker i gang, og som kan skabe følelse.