Af Jacob Gormsen

Hvad skal man egentlig beskrive?
En streng, nøgtern og kølig billedkomposition?
Eller en varm, blomstrende livsbekræftende aurikel? Lars Swane kan det, han vil!

Både dette at bygge et billede op i linjer og farver og få dem til at spille ud mod hinanden og også at væve dem ind i hinanden, så de bliver til en rytmisk helhed.

Men han kan også give et billede et fortællende indhold, så enhver der ser det, ud fra motivet frit kan fabulere og filosofere videre over til sindets opbygning.

Man ser ud af et vindue på et stort vinterligt gråbrunt landskab med marker og lave hegn og skovtykninger i deres blålige nuancer, hvor stammer og grene kun lige netop anes – og øverst i billedet den ujævne kant kystlinjen danner mod en smal strimmel blåt hav.

Men der er også et påtrængende interiør indenfor, markeret af en blå skål på bordet, en rund blå-hvid flaske i vinduet og en blomst i grøn skål med hank.

I skålen er sat en rødbrun urtepotte med en frodig blomst med svulmende, saftige grønne blade og en lille stjernehimmel af små gule blomster med en rød prik midt i.

Sådan er det!

Der kræves ingen særlige forudsætninger for at se det, og det er også nok til at kunne få en billedoplevelse. Alt for ofte kræver beskueren for meget af et billede. Bl.a. at man skal kunne forstå det.

Hvorfor egentlig det? Indram Lars Swanes litografi, hæng det op et godt sted i rummet – lad det leve sit eget liv – og oplev så, hvad der sker.

I første omgang kan man måske føle billedet som en spændetrøje med alle de lodrette og vandrette linier, det rummer. En ret linje kan let blive en tvang.

Her er det vinduesrammer og deres spejlinger i et blankt bord. Alvoren bliver ikke mindre af den fremherskende og markante dybe blå farve i fladerne.

Disse afbrydes i det vandrette plan af en helt klar hvid, som stråler stærkt og af en smal rødbrun, som knækker, men netop gennem de to bliver alvoren ikke knugende, men frigjort og til at bære.

De mere levende linjer i landskabet udenfor, der står i kontrast til de rette, afbøder også chokket i den form- og farvemæssige strenghed, den blå skål og den glasblå flaske og den strenge grønne i skålen og den alvorstunge rødbrune i urtepotten, som mildnes af to lysere vandrette linjer.

En virkelig løsen op er den stærkt uregelmæssige linje, som danner grænsen mellem hav og kyst, og netop den linje korresponderer med hegnenes linjer og skovbrynenes i et levende samspil.

Det strenge, formelle besejres endegyldigt af de utrolige levende former, som blomstens blade danner – man får en let følelse af at vugge på store bølger, ligesom bladene i deres uformelighed rækker ud mod alt det stereotype. Det samme gælder de levende grønne stængler, der i en lodret rytme rækker opad og udad med de gule blomsterpletter som en samlende række rytmiske lysglimt med en fornyelse i de røde prikkers dråber.

Blomsten bliver og er det egentlige, og alt det andet er blot noget uden om. Den blanke lyse bordplade, landskabet, selve vinduet, glasskålen, flasken og skålen med urtepotten tjener kun til at afsløre blomstens myldrende liv af former og farver. Det er den, det drejer sig om. Den er det eneste virkeligt levende i billedet. Den lille, stille, sagtmodige, uprangende blomst får billedet til at leve på trods af de stive former, på trods af det nøgne landskab – på trods af den vinter, som ventes inden længe med kulde og sne.