Af Jacob Gormsen

Kristian Begtorps litografi, der har oliekridtet som grundlag, beskriver et landskab, dets former og farver, men det handler også om et menneskeliv, der er nået til høstens tid, gemmende alle erfaringer og erindringer om pløjningen, såningens og vækstens tid.

Et landskab er aldrig det samme. Det er altid nyt. Både i formerne og farverne og i linjespillet. Det ændrer karakter med dagens skiftende lys fra morgendæmringen til aftenskumringen.

Det skifter med årstidernes vekslen, så hver måned – ja uge har sin grundfarve, som kan understrege eller åbenbare hemmeligheder. Men indtrykket af Iandskabet ændres også med vejrets ustandselige foranderlighed fra et klart skarpt sollys over dis, tåge, og regn til hagl og sne. Fra stille til storm.

Et landskab kan have en udstråling af fred eller af voldsomme bevægelser. En brise kan gøre, at man kan fornemme landskabets åndedrag – en storm hvor man selv bliver forpustet og må hive efter vejret.

Maleren, kunstneren, kan holde sådanne naturoplevelser fast på sit lærred, i sin tegning eller i et litografi. Han kan dermed give sin egen stærke oplevelse videre, så vi kan se med hans øjne og dermed få en dybere indsigt i, hvad et landskab kan rumme af rigdom i de helt nære og enkle ting.

Kunstneren kan lukke vore øjne op og skabe oplevelse. Så vi ser det selvfølgelige, det som vi godt kunne have set, men ikke så, før vi blev gjort opmærksom på det.

Alt dette rummer Kristian Begtorps litografi, hvor den varme gule høstfarve dominerer i mange nuancer, mens der er kølige kontraster i de blå, lilla, grønne og brune farver, som er med til at give billedets dets frodige fylde. Hertil bidrager også de levende former, som svæver rundt i billedet, om det er stenstrækninger, stier, tætte krat eller lyngbevoksede skråninger – og horisonten, der ligger højt, bag hvilken hav og himmel går i et – i samme åndedrag som landskabets.

Det er et billede fyldt med vejr og foranderlighed som havet, og som samtidig altid vil forblive det samme. Et levende billede, hvor formerne gentager sig i en bestandig fornyelse.

Der altid noget vemodigt over et høstbiIlede, en afskedsfølelse, som selv de varmeste farver ikke kan fjerne.

Men netop derfor!