Af Jakob Gormsen
Sneugler er da ikke grønne?
Nej, sneugler har nu den farve, som de har, og den må de så leve og nøjes med. Men det er i kunstnerens magt, at give dem et grønt skær, hvis han vil det. Men hvorfor?
Kjeld Heltofts litografi er så enkelt som et billede overhovedet kan være. Nogle afrundede linjer, der skaber afbalancerede, smukke former, nogle grønne farveklatter, øjne og fjer, angiver en rolig stilfærdig rytme – og så en masse blå nuancer, der er en himmel, som en ret kraftig vind farer hen over og skaber bevægelse i.
Ja, det er såmænd det hele – og alligevel!
Det er også et helstøbt billede og kunstværk. Hvor alt er i balance. Afrundede former sat op mod det formløse. En grøn farve med blå stænk (oliekridt og vandfarve) sat op mod blå nuancer med grønne stænk (olie og vandfarve) i en indbyrdes korresponderende styrke, der svarer helt til hinanden. Dertil kommer brugen af papirets egen hvide farve, som er med til at skabe balancen og harmonien, men også dybden – eller rettere: trækker selve motivet med de to tillidsfulde sneugler frem, så de står som en kontrast til dybden i det blå.
Men måske er det bare et billede om samhørighed og fællesskab, kærlighed endda. Og den findes selv i den golde sneørken praktiseret af et par ensomme fugle.
Ja, det er såmænd det hele! Et ægte billede for den som har øjne til at se med og sanser til at føle med.
Hverken mere eller mindre. Og samtidig er det et godt billede, som vil gøre sig, hvor det kommer til at hænge. Og glem ikke børnene – for dette er også kunst for børn – og ikke gjort på en barnagtig måde.