Af Jakob Gormsen

"Skønt jeg kender vejen, vil jeg aldrig nå målet "

Herman Stilling fortæller altid en historie i sine litografier, og han er jo kendt for at kunne fortælle og skrive underfundige og morsomme historier fyldt med humor og overraskende pointer. Men når han fortæller i billeder, er temaet mere alvorligt. Han fortæller da om noget i livet, som det er ham magtpåliggende at få sagt.

Det er om de onde kræfter, som findes i hvert eneste menneskes sind, men fortalt blufærdigt og med nænsomhed og forståelse uden at udlevere og efterlade offeret til den hånlige latter, men også om de gode kræfter – ofte skildret gennem sollyse kvindelige englelignende kvindeskikkelser – den lysets engel, som alle nattens sorte skygger må flygte for.

Vi ved jo kun alt for godt, hvem der kommer ridende på sin hvide hest. Vi kender også målet for hans ensomme ridt: slottet med prinsessen og det halve kongerige venter og dertil et lykkeligt liv til dagenes ende.

Det er jo det ungdommelige håb, den evige drøm – den dybe længsel.

Det bliver ethvert menneskes erfaring i en moden alder, at boblen brister, men som Kaalund siger:

" … boblen er ikke verden; læg verden det ej til last!"

Herman Stillings litografi på oliekridtets grund rummer en stille vemod, en lidt bitter resignation – og en dyb ensomhed.

En gethsemaneagtig stemning!

Den lille hvide hest står helt stille. Den grønne rytter med konturer af en trold og dog menneske er stoppet op efter ridtet gennem bjergene – og ser hen på det store nøgne, afstumpede træ med afkappede grene, der rækker ud som to store hænder med fem fingre på hver – snart bønfaldende, snart anklagende – men helt uden liv – dødningehænder.

Dog – grøn er håbets farve, og rytteren er grøn, ligesom han er omgivet af grønne vækster, blå er poesiens og mytens farve – og bjerget er skyggeblåt, mens himlen er lysere blå med morgenrødens strejf. Og rytteren er kommet gennem det golde gulbrune land – og han passerer det døde kæmpetræ, som står alene. Han er standset op, men er på vej bort fra det – ikke hen til det. og han udstråler styrke og mod – ikke opgivenhed og undergang, ligesom hesten ser på os med et fast sikkert blik fyldt af forvisning.

Billedets store blå, grønne, okker, brune og rødbrune flader og de magtfulde linjer drager en opad – op mod det kommende lys, mod den gryende dag – i store vuggende, bølgeagtige bevægelser, som man lå i sin moders eller i sin elskedes favn. Set på den måde bliver det et billede fyldt med en smertelig livserfaring, en vished om døden, venter for enden af den lange stenede vej, når bjerge, sletter og vandløb og det sidste træ er passeret – og livet ligger bag en som en stor blå bjergtop – langt borte og ensom.

Billedets komposition, der er enkel og ligetil med vandrette og lodrette linjer og flader, der bryder med eller omslutter hinanden, behøver ingen forklaringer, selv farvelægningen er tilsyneladende med en farvestift fra æsken og lidt naiv i tonen. Men denne barnlige indstilling til form og farve er kun tilsyneladende – et narreværk. Der er i virkeligheden en utrolig dybde i billedet – og farverne er langt mere varierende i de forskellige lag over og under hinanden, end man tror ved første øjekast – ligesom linjespillet er mere kompliceret i deres forskellighed og alligevel er de tæt forbundne med og afhængige af hinanden.

Dette er et meget helstøbt og gennemarbejdet kunstværk, der gør indtryk på den, som tager sig tid til at se det.