Af Jakob Gormsen
Else Jensens tekniske grundlag for litografiet er oliekridtet. Det som vi gladelig stikker børn i hånden og lader dem tegne løs med. Det kan så blive til et hus, en ko – et menneske, en sol og et hav. Det kan blive til så meget. Kunstneren her har ladet det blive til et billede af noget, vi alle kender, både børn og voksne, nemlig et typisk dansk bondelandskab med marker, hvor der gror korn, roer og græs. Der går nogle køer på en mark rammet ind af levende hegn, andre steder er der kratbevoksninger, og selve bondens gård ligger hvidkalket højt på bakken, som hæver sig op mod den kæmpestore hvide sol med gule stænk, og bagved det hele ligger havets horisont.
Der er en endog meget stram komposition i billedet, om end nok usædvanlig.
Kun horisontlinjen følge papirets kant. Alle de andre linjer bryder med papirets lodrette og vandrette kanter – ja, gør oprør mod dem. Bliver en kontrast til dem. Og linjerne og farvefladerne søger ligesom ind mod billedets midte – og det gør krims-krams-stregerne også – og de er alt andet end tilfældige krims-kramsstreger. De er meget bevidst anbragt – og farve er lagt på farve, så de underliggende farver gløder igennem, og gør billedet levende og bevægeligt. En farve er ikke en farve, men et farvespil. Det gælder hele vejen rundt, at bevægelserne virker voldsomme – det samme gør den kæmpestore hvide sol, som stråleløs lægger sit varme gule lys overalt i billedet, således at man mærker lysets tyngde nedefter, hvor det samles i køernes kroppe.
Meget i billedet virker forkert og tilfældigt, men er det ikke.
Et landskab kan se sådan ud – opdelt i felter – og bonden, som dyrker de forskellige felter, er ligeglad med, om felterne skaber et smukt velproportioneret landskab. Han retter sine marker ind efter, hvor maskinerne kan gå, og hvor udbyttet kan blive størst. Det bliver penge og tidsbesparelse, som kommer til at bestemme, hvordan det landskab skal se ud, som vi skal se på.
Og det bliver egentlig også et underligt nøgent landskab!
Der er ingen fugle, ingen mennesker. Kun fire tilfredse køer. Nogle barberede hegn, nogle tilfældige afhøstede stubmarker! Og nogle marker, hvor bonden har været hurtigt i gang med plov og harve for at kunne så sin vintersæd så hurtigt som muligt. Men der er en sol og en blå himmel – og en stump hav, den eneste oprindelige natur, der er tilbage.
På den måde er det et meget stærkt billede, Else Jensen har lavet. Og et billede som sætter tanker i gang. Et billede som siger ikke så lidt om dagens Danmark men absolut ikke et billede fyldt med tilfældig krims-krams, som børn vil lave det, men en uhyre disciplineret brug af linjer og farver og med en helt bevidst løs streg for netop at skabe et billede, som sætter noget i gang netop ved hjælp af sit rige farvespil, de uregelmæssige farver og ikke mindst linjerne.