Af Jakob Gormsen
En række portrætter af forstenede ansigtsudtryk er placeret i et stort nøgent landskab. Portrætterne er ikke til at tage fejl af, hvert har sin karakter og sine kendetegn. Fælles for dem er tomheden i udtrykket! Et er bygget op, som var dets enkelte dele stumper af en maskine, selv tårerne bliver til en mekanisk kæde – et andet af klodser og klemmer, en tom øjenhule – en vivisektion eller en obduktion, manden med ryggen til kunne tyde på det, hjernen – sædet for sanser og følelser er lagt blot – øre og mund borte, de som skulle modtage og udtrykke sanser og følelser – dertil to ansigter – masker, der bærer briller, eller brikker i et spil, livets spil.
Men hvad er der sket? Hvor er menneskeligheden blevet af under den nådeløst brændende sol? Er mennesket selv blevet maskine – eller sten.