Af Jakob Gormsen
Livets narrespil fører til døden.
I alt hvad Barry Lereng Wilmont laver af billeder, spiller mytologien med. Den mytologi, som vor egen europæiske kultur bygger på, og den som er os overleveret af naturfolk i fjerne og fremmede egne. Myten stillet op overfor vores materialistiske teknisk betonede og i virkeligheden menneskefjendske verden. Hvor enkeltmennesker kommer på større og større afstand fra hinanden, isoleres mere og mere, socialt, menneskeligt og åndeligt, samtidig med at hastighederne sættes op, afstande forkortes og arbejdstempo øges. Alt registreres, alt nummereres og kodes ind i regne- og huskemaskiner. Råt og brutalt. Underholdningsindustrien og sportsshowene sørger for, at den enkeltes fantasi og drøm aldrig bliver udløst. Og midt i alt dette går de store eviggyldige følelser, sandheder og positive kræfter tabt, netop dem som myterne i alle kulturer fortæller om, at det enkelte mennesker ikke kan leve foruden.
Jeg oplever Wilmonts litografi som myten om narrene. Enerne, de karakterfaste personligheder. De for evigt mærkede, uniformerede gennem f.eks. deres hue med klingende bjælder, som i meget minder om en krone, men ikke er det. Men de kan høres på lang afstand. Man ved altid, hvor narrene er.
Men også som dem, der endnu har et overskud af menneskelighed, som har følelserne af menneskeværd i behold, og som handler herudfra. Som ikke behøver at lægge den døde i en kridhvid kiste og dænge den til med blomster, men som varsomt bærer byrden, hvor varme kroppe kan mødes med dødens istap.
Hele den medmenneskelige holdning ses i narrenes egne kropstillinger, der udtrykker nærvær og hensyntagen eller næstekærlighed, om man vil, og på forskellige måder. Deres forskellighed kommer også frem i den stærke røde og blå farve med gule stænk. Vi føler deres hænder, uden at se på dem. Vi mærker tyngden, og den uendelige vandring mod graven.
Hvem er død?
Vel blot det martrede menneske med den glorie af form som en krone, som ethvert offer for vold og tvang har krav på. Og vi er vel alle kongebørn, som Grundtvig skriver. Juleevangeliet handler jo om dig og mig og den glæde, vi blev nogle til del, da vi blev født. Men påskeevangeliet handler også om dig og mig. Om lidelsen og forsagelsen, den bundløse ensomhed, om sviget, der førte til den pinefulde død og den pieta, som burde være ethvert menneskes sidste lod.
Det er et meget stærkt billede, voldsomt i farveholdningen, fast og stærkt i kompositionen, ikke mindst ved figurernes monumentalitet i form og farve, rød, blå, gul og okker sat op mod alt det frodigt grønne, tungest i bunden lysere opefter – og så papirets kridhvide, der sætter ind som lyn. Der igen spiller ud mod motivets svungne bløde lodrette og vandrette linjer. Der igen korresponderer med den mytologiske hund nederst til højre.
Det er længe siden, at jeg er blevet så bevæget over et møde med et kunstværk, som ved dette, og det er en bevægelse helt befriet for al sentimentalitet og fortænkthed.
Nej, dette er enkel, realistisk og barsk menneskelighed og tag ikke fejl af narredragten og narrespillet.
Det er den og det, som til syvende og sidst skal redde menneskeheden. Heldigvis har der lige siden Noahs dage været narrefigurer og skikkelser til, og det er jo let at forstå, at de med den vished de havde, ikke altid kunne være lige ædru.