Af Jakob Gormsen
Berry Lereng Wilmonts grafiske arbejder er kendt af Kunstklubbens medlemmer først med litografierne med de rolige flader dækket med rene farver – især blå og det rigt varierede linjespil, som blev til figurer, tegn og symboler i store levende bevægelser.
Dette litografi ligner nr. 179 fra februar 1989. Selvom det er næsten det samme motiv – en slags englelignende fuglevæsen – en ildrød hane – i en hvirvlende dans med en kvinde holdt helt i dyb blåt med det hvide papir som lyskilde – og bundet sammen af tætte kraftige sorte streger, så er der i dette billede nærhed og kropslig kontakt, hvor der i nr. 179 var afstand og fjernhed. Fælles for begge tryk er en dyb følelse af vemod.
Dog er der en lysere tone over dette tryk – det ses i baggrundsfarvernes lyse og lette grønne og gule med mørke strejf. Over de to figurer hænger en mørk figur med en slags finner på ryggen og et åbent slangeagtigt gab hængende slapt ned over fuglemandens ryg. Måske er det slet ikke en dans, men kvinden knæler foran et helligt væsen, som lægger sine hænder på hendes skuldre.
Er det en slags soning, en tilgivelse – en bøn? Svaret er helt op til den, der ser billedet – og gives ud fra de tanker, som form og indhold sætter i gang.
For billedet sætter tanker i gang – og vækker følelser – og stiller spørgsmål. Og egentlig uden at kræve svar. Det er blot det, det er – i sit indre levende liv fyldt med menneskelig værdighed.
Prøv at holde kvindens blik fast et stykke tid og registrer dine egne skiftende følelser imens. Samtidig med at hendes øjne bliver større og større og mere og mere stirrende, vokser følelserne af uhygge ved at se ind i et splittet sind. Skift så over til fuglemandens reserverede, uengagerede blik, men selv er han truet af det fiskelignende væsen, som svæver over ham – i en unaturlig konstallation: fisken burde være i vandet, fuglen i luften og kvinden med begge ben på jorden.
Og hvad er det så, vi ser?
Et billede fyldt med et dybt mystisk indhold. Den ældgamle fortælling om to mennesker i en have fyldt med frodighed og tryghed – men også med et væsen, som vil menneskene ondt, og som forstyrrer og ødelægger deres harmoniske lykkefølelse, således at de må tjene deres brød i deres ansigts sved, men derved sættes også en kædereaktion i gang, som har varet ved, til denne dag gennem slægternes gang – og som alene kan ødelægges af den store katastrofe på den yderste dag.
Forårsaget af menneskene selv – af deres nysgerrighed og trang til kundskaber.
Det er den eviggyldige myte om fællesskab og kærlighed og mangfoldiggørelse og om udslettelse, som Wilmont fortæller i et nutidigt vedkommende og engagerende billedsprog – med ildrøde undergangsfarver, dybblå og sorte nattefarver og med gule og grønne håbets farver – i kraftige sensitive og hurtige penselsstrøg. Sådan resten er op til dig selv!