Af Michael Lykke Andersen

Tre litografier af Viggo Bentzon. Med farverne som emne. Holdt i bløde, runde felter. Med et træ midt i skoven som den eneste undtagelse. Eller – døm selv – er det et træ?

De tre litografier er enestående i deres måde at klæde hinanden på, og det vil nok skære de fleste i hjertet at vælge et af de tre, fordi sådan et valg mere vil føles som at sige nej til to end ja til et.

Et enkelt eksempel. Da de tre litografier ankom til bearbejdning i Kunstklubben sad tre erfarne folk og kiggede på dem. Og spurgte så hinanden, om det ikke var tydeligt at der var et af de tre, der hævede sig op som det bedste. Det mente de hver især, men havde også hver især sin favorit og hver sit argument for det billede. Og efter den runde, var der ingen klare favoritter mere.

– Det ene er et rødt landskab. Et høstlandskab. Meget gult og meget varmt og med mange violette farver. I det hele taget med mange farver. Vi har brugt seks her. Det er i overkanten. En af mine ældre kolleger har sagt, at alt over fire farver er reproduktion. Lad det være hans mening – men den har en gnist af sandhed, siger Viggo Bentzon

 

Benhårdt arbejde

 

Viggo Bentzon taler sig hurtigt varm, når det drejer sig om farver og fag. Han har haft lang tid ved maleriet, og er begejstret over igen at arbejde med Mogens Sandberg og litografierne.

– Det er jo benhårdt arbejde med 12 farver. Ikke noget, man lige ryster ud af ærmet. Baggrunden for et litografi er en masse, masse skitser. Mogens er både orkester og dirigent. Jeg har rollen som komponist. og som vi arbejder, er der ikke noget med prøvetryk. Det hele skal være klart, til det kører.

Det andet litografi er gråt i farverne. Med en tone af Hammershøi.

– Der ligger jo en fantastisk fornemmelse i at gå contra. At male grå billeder på sienna. Med det andet litografi har vi tænkt ud i hjørnerne.

Tredje billede i serien har grønt som grundfarve og er et havebillede, fortæller Viggo Betnzon. Selvom titlen Skoven tyder på noget andet, så er den konkrete inspiration fra kunstnerens egen have.

– Det er lyriske billeder, hvis jeg selv skal beskrive dem. Lysten til at lave det gule brag af et billede er der jo altid.

 

Inspireret af det nære

 

Rødt, gråt og grønt. Det er nære ting. Som næsten altid, når Viggo Bentzon maler. litografi i Kunstklubben var af med Tisvilde Mole. Som han fik foreviget mange gange ialt.

– Ja, den rådne mole. Men jeg har det sådan, at mine arbejder bliver et koncentrat af mange ting, og det tager jeg motiverne til fra mine omgivelser.

– Jeg vandrer meget, blandt andet i Norge. Men det betyder ikke, at jeg maler meget fra Norge. Det gør jeg faktisk næsten aldrig. For mig hænger det ikke umiddelbart sammen at male sine oplevelser. Men de indtryk jeg får på en rejse, kan jeg godt male ud i et motiv jeg finder, når jeg er hjemme igen, siger Viggo Bentzon.

 

Et problem vedr. havestole

Af mange grunde ønsker Viggo Bentzon ikke selv at være den, der forklarer, hvordan kunstværkerne er bygget op. Og især overfor nærværende publikation, hvor en uheldig skribent engang skrev om et fantastisk litografi af Viggo Bentzon “med de 4 havestole”. Der var 3 havestole.

En anden grund er naturligvis, at kunstneren og tilskueren ikke behøver at have samme oplevelse, for at et billede kan fungere for begge.

Et gammelt argument fra skabende kunstnere. Viggo Bentzon vil godt gentage gamle argumenter, hvis de er rigtige. Han vil også godt distancere sig fra myter, som han synes er forkerte:

– Der er jo den der med, at kunstnere skal være sådan nogle fattige små størrelser, der knap er i stand til at knappe deres egne bukser. Det er vi nogle stykker, der godt kan, og som har en professionel holdning til det, vi kan. Det kunne være rart, hvis man en dag ikke behøvede at passe ind i folks små bokse.

Slutter altså Viggo Bentzon. Og lader sine tre litografier om at sprænge rammer. Hvad de gør smukt. Helt uden flere ord.