Vor tid kalder på myterne 

Af Hanne Abildgaard 

Mogens Hoff har gennem en del år arbejdet med, hvad han selv kalder »mytiske billeder«. Der er ikke tale om illustrationer til bestemte passager i de gamle myter, men om en billedkunst, der står i et nært forhold til myternes motivverden.

Oprindelig – det vil sige i 1954 efter endt skolegang – ville Mogens Hoff have været billedhugger. Han begyndte at forberede sig på at søge ind på akademiet, men soldaterljenesten kom i vejen, og bagefter var trangen til at komme væk så stærk, at det blev Paris i stedet for kunstakademiet på Kongens Nytorv.

I Paris mødte Mogens Hoff maleren og grafikeren Arne Haugen Sørensen.

Muligvis var dette bekendtskab en medvirkende årsag til, at det blev maleriet, der kom til at stå i centrum af Mogens Hoffs kunstneriske arbejde i stedet for skulpturen. En anden grund var imidlertid, at skulpturen er økonomisk og pladsrnæssigt mere krævende, og det var forholdene ikke rigtigt til i Paris, hvor Mogens Hoff opholdt sig gennem halvandet år.

Gammeldags maleri

I de sidste mange år har Mogens Hoff arbejdet med, hvad han kalder »gammeldags maleri«, det vil sige et oliemaleri, der er fremmed for de formelle eksperimenter, der blandt andet prægede 1960ernes og 1970ernes kunst. Han har ofte måttet høre for at være ude af takt med sin tid, blandt andet da han i 1973 udstillede super-realistiske landskabsbilleder på Charlottenborgs Efterårsudstilling, lige et par år for tidligt.

Til gengæld må man nok sige, at Mogens Hoff er blevet indhentet af tidens tendenser. Og han har da også sympati for »de vilde« med deres store gebærder og mytiske overtoner, men han ser samtidig en fare ved at sammenstable en masse mytiske antydninger i et billede, uden at nogen egentlig kan se, hvad det bliver brugt til at udtrykke.

Det med myterne drejer sig for Mogens Hoff om inspiration fra og tolkning af almentmenneskelige motiver, som er nedlagt i myterne. Gennem adskillige år har myten om Minotauros beskæftiget Mogens Hoff og sat sig mange spor i hans billeder. Også billedet til Kunstklubben hænger sammen med arbejder i tilknytning til denne myte. I atelieret er et maleri i gang, hvor de to elskende fra Kunstklubbens litografi optræder sammen med Minotauros.

Metafor for os selv

Om sin brug af det mytologiske stof fortæller Mogens Hoff:

– Myterne er jo i sig selv både smukke, spændende og monstrøse .. Derudover drejer det sig for mig om, at de gamle myter med alle deres monstre og helte stadigvæk er bærere af noget. Minotouros-myten handler om manglende respekt for guderne.

Kong Minos af Kreta var stor og mægtig. Den gud, han især dyrkede, var havets gud Poseidon, og ved en eller anden lejlighed gav han guden det løfte, at han ville ofre guden det bedste, han ejede. Poseidon sendte dernæst den skønneste, hvide tyr, han kunne tænke sig, op på landjorden til Minos.

Kong Minos syntes, at tyren var pragtfuld. Så pragtfuld at han indlemmede den i sin hjord og ofrede en af sine andre tyre til guden. Som straf lod Poseidon kong Minos' kone Pasiphae forelske sig dødeligt i tyren. Dronningen var opfindsom og fik Daedalos til at bygge en hul ko, som hun kunne kravle ind i og på den måde møde tyren. Resultatet af det møde blev manden med tyrehoved, Minotauros.

Kong Minos var klar over sin skam, og han var også klar over, at det var hans egen brøde, der var skyld i den. For at skjule skammen byggede han labyrinten, og der huserede Minotauros, som hvert år krævede 10 unge mænd og 10 unge kvinder som offer.

For mig er Minotauros et fortvivlet monster, en tragisk skikkelse lige som kentaurerne, der også er sammensatte væsener. Hvor kentaurerne er dyr, der stræber opad mod mennesket er Minotauros et menneske, der fornedres til noget dyrisk. Begge figurer er for mig udmærkede metaforer for os i øjeblikket – for vores monstrøse omgang med natur og kultur. Desuden er Minotauros-figuren et både flot og meget erotisk motiv.

Nutid uden myter

Mogens Hoff var i gang med sine mytiske billeder inden han i 1985 modtog Dronning Ingrids romerske stipendium og fik mulighed for et længere ophold på Det danske Akademi i Rom.

– I Rom stod jeg pludselig midt i det, fortæller Mogens Hoff. – Rom er så at sige en stor, mytisk slaggebunke. Det var for det første sansemæssigt overvældende. For det andet ramlede indtrykkene lige ind i min trang til at beskæftige mig med myter, min lyst til at afsøge de gamle myters land med dets dramatiske og spændende stof.

En myte er en historie om en selv i en eventyrlig kontekst. Det er en historie, der bærer viden, indsigt, ja sandhed ud over den tid, der har skabt den. Myter skabes ikke ud fra dag-til-dag motiver. Myter kræver tid, indlevelse og et fælles billedsprog. Der skal afstand til, før noget kan blive til myter. De var gammelt stof allerede på Homers tid.

Der er stor forskel på forskellige tiders formåen med hensyn til at frembringe myter. Efter min mening er den græske kulturs myter stadig bæredygtige med hensyn til deres tolkning af almentmenneskelige fænomener. Til gengæld er vores tid meget fattig på myter. Vi lever i høj grad i fremtiden, eller rettere en utopi om fremtiden, og fortiden betragter vi med nostalgi. Vi lever ikke engang rigtigt i nutiden. Jeg tror, at det er noget generelt for tiden nu, at vi har behov for noget transcendentalt, noget eventyrligt, noget der rækker ud over vores egen tid.

Den store stil

– Vor tid ejer ikke fordybelse. Alt bliver klippet i stykker til filmiske glimt, og tempoet er skruet op i en grad, så vi ikke selv kan følge med. Jeg tror, at den teknologiske udvikling er en Pandoras æske, der vil vise sig at indeholde død og fordærv inderst inde.

Den teknologiske udvikling er stærkt medvirkende til tidens udtryk, og en sådan tid producerer ikke myter. Jeg tror på, at der er behov for en »stor stil« idag. »Den store stil«, som var Oluf Hartmanns, Jens Adolf Jerichaus og Edvard Weies ambition i første del af forrige århundrede, er netop maleri, der benytter sig af myter.

Jeg betragter de kunstnere som mine aner, for så vidt som jeg er i stand til at leve op til dem. De arbejdede også i en tid fuld af bange anelser og onde forventninger. En sådan tid kalder på myter, som kan eksemplificere og konkretisere de angstforestillinger og drømme, folk har, slutter Mogens Hoff.