Lise Nonore arbejder med konkret kunst. Ikke afbildningen af den sete virkelighed. Til gengæld har hun adskillige gange selv haft lejlighed til at gribe ændrende og skabende ind i det visuelle miUø, der omgiver os, f.eks. da hun lavede den nye gule farve til NT-busserne.

Ofte bevæger Lise Nonore sig på kanten af det arkitektoniske, blandt andet den ca. 20 år gamle serie »Bygningsdele«. Det er en slags montager, sammensat af forskellige materialer. Nogle dele er bemalede, andre står som ubearbejdede bygningselementer.

– Jeg er blevet gjort opmærksom på, at mine »Bygningsdele« ligner en arkitektonisk retning, som dengang var sidste skrig i USA, siger Lise Nonore. – »Dekonstruktivisme« kaldes den. Det er både mærkeligt og fascinerende, at en amerikansk arkitekt og jeg gik og arbejdede med de samme ting på det samme tidspunkt uden at kende spor til hinanden eller hinandens arbejde. Men at det var en arkitekt, der arbejdede med lignende ting og problemstillinger forbavser mig egentlig ikke.

Arkitektur er min vigtigste inspirationskilde. Når jeg er ude at rejse, er det også i høj grad arkitekturen, jeg tilrettelægger mine ture efter. Når jeg for eksempel er i Paris, går jeg rundt rundt efter en arkitekturguide for at se noget af det nye.

Egentlig villejeg nok helst have været arkitekt, hvisjeg stod og skulle bestemme mig for en uddannelse nu. På den anden side, er det, jeg laver nu, nok meget sjovere end at sidde på en tegnestue. Og hvem ved om jeg ikke kommer til at tegne huse en dag? De opgaver, jeg arbejder med nu, har jeg drømt om i mange år. Jeg er involveret i adskillige projekter, der bevæger sig på grænsen mellem det billedkunstneriske og det arkitektoniske eller indretningsarkitektoniske.

Æsker og poser

Vejen frem til det arkitektoniske udtryk har været lang, og det kunne synes, at  den har været en smule kringlet. Men den noget omstændelige vej har nok sin del af æren for Lise Honores alsidighed og spændvidde.

Som billedkunstner er Lise Honore selvlært. – Jeg har af og til overvejet at søge ind på Kunstakademiet, fortæller hun. – Dajeg begyndte at udstille i begyndelsen af 1970erne havde jeg komplekser over at være selvlært og savnede også en grundig håndværksmæssig uddannelse. Oprindelig er jeg udlært skilte- og bygningsmaler. Jeg har nok altid gået med billedkunsten »i maven«, men efter læretiden fulgte en periode på reklamebureau, en tid som husmor og et engagement med at lave emballage til legoklodser.

Vejen til billedkunsten begyndte med, at jeg fik et keramisk værksted. At det lige blev leret, jeg kastede mig over, havde noget at gøre med, at det var let tilgængeligt og virkede overskueligt at starte på. I starten var det brugsting, der var på programmet, men snart begyndtejeg at arbejde med at få leret til andre ting, end det var vant til.

På mine første udstillinger i begyndelsen af 1970erne viste jeg ting i stentøj, der ved første blik kunne se ud til at være lavet af karton eller plastik. Det var bæreposer blandt andet. Senere begyndtejeg at arbejde med bronze, men holdt i øvrigt fast ved emballagen og poserne. Det var hverdagsting ført over i et mere bestandigt materiale. Blandt bronzefigurerne var der også æsker, pakker, kaffeposer og mælkekartoner.  

En niche

Siden midten af 1970'erne harjeg arbejdet meget med serigrafier og collager i et konkret formsprog. En del af serigrafierne har været bestillingsopgaver. Mange af dem fra det private erhvervsliv. Jeg tror, at det bliver mere og mere almindeligt, at firmaer sender et serigrafi ud som gave ved årsskifter og jubilæer i stedet for at sende et par flasker vin. Her kom mine serigrafier ind i billedet. Jeg har i en lang række af den slags opgaver haft stort held med at putte elementer ind i billedet af det, firmaet fremstiller. Hen ad vejen er det også blevet til andre arter af firmagaver. F.eks. har jeg lavet et silketørklæde for Superfos med et motiv komponeret over virksomhedens logo.

Jeg har vist fundet min egen lille »niche« som skaber af anderledes firmagaver. Det er mit indtryk, at erhvervslivet ofte gerne vil i kontakt med kunsten, men står usikker over for, hvordan man skal bære sig ad. Jeg har erfaret, at ens ting helst skal hænge i bankerne, før efterspørgslen kommer andre steder fra.

Lise Honore holder mest af at arbejde med kunst, der skal fungere ude blandt mange mennesker.

– Det er dejligt at få sit arbejde spredt viden om. En helt anderledes tilfredsstillelse end at udstille i et galleri, hvor der kommer ti mennesker om dagen og kigger lidt på tingene, siger Lise Honore.

– Den samme glæde har jeg af mit arbejde med farvesætning af huse. Jeg har et samarbejde med arkitekten Claus Lange, og i den forbindelse har jeg haft nogle spændende opgaver. Jeg har for eksempel arbejdet med farvesætning af Louis Poulsens hus i Nyhavn

– Man kan måske spørge sig selv, om det er så sjovt at sætte farver af. Der går jo meget tid med det, men så bliver det også flot, og de mennesker der skal bruge husene, bliver glade.