Af Hanne Abildgaard

Kjeld Heltoft hylder den opfattelse, at man kun gennem indlevelse i en lokal, begrænset oplevelsessfære kan skabe noget universielt. Da han sidst udførte et litografi til Kunstklubben, udgjorde det storslåede, forblæste landskab på Fyns Hoved Heltofts vigtigste lokale oplevelsessfære. I de mellemliggende år er andre motiver rykket ind i centrum af hans billedverden. Således har erindringsbilleder fra barndommens Haslev indtaget en vigtig plads, og sideløbende hermed optræder bymotiverne fra København, hvortil hører Kunstklubbens litografi »Margueriter i Nyhavn«.

I kunstens evne til at fremme menneskers følelse af at være hjemme, at høre til, ligger for Heltoft en vigtig styrke. Han håber gennem sit billede at virke med til, at folk føler sig hjemme i byen, lige som han selv har oplevet at føle sig hjemme på Fyn i kraft af Johannes Larsens og Fritz Sybergs kunst.

Margueriterne i Nyhavn har Kjeld Heltoft for øje til daglig. Han bor lige bag Nyhavn, og det er udsigten fra hans terrasse, der har udgjort udgangspunktet for Kunstklubbens litografi.

– For mig er det et positivt billede, der viser, at der også kan gro et træ op af byen, siger Kjeld Heltoft. – Jeg holder af byen, eller rettere jeg holder af de menneskelige sider ved byen. De manifesterer sig i blomster og træer, i de gamle bygninger, der omslutter spirende kræfter, og også i måden, hvorpå husene er bygget – hvor hvert enkelt adskiller sig en lille smule fra naboens, om end de er holdt inden for samme byggeskik.

Egentlig har jeg altid boet i landsbyer. Det gjaldt min tid på Fyn og gælder også for dette sted i København, der med hensyn til bystruktur og menneskelig udfoldelse ligner en provinsby. Her er noget af den samme overskuelighed, som er nødvendig for mit arbejde. Kun med overblik over den nærmeste enhed kan man overskue den store mangfoldighed.

For Kjeld Heltoft er det magtpåliggende at udtrykke et positivt livssyn i billederne, og den generelle udvikling i verden gennem de sidste årtier har ikke gjort dette mindre nødvendigt:

– Samfundssituationen har ikke længere det overskud i sig, at den har råd til et romantisk betonet undergangssyn, siger Heltoft. – Situationen er kendetegnet ved en mangel på overskud nu, hvor livsmulighederne på kloden forringes utroligt dag for dag, og hvor de politiske muligheder forekommer fortvivlende. Det er en nødvendighed for at kunne trække vejret at bevæge sig over i en positiv indstilling. Jeg tror på det »naive« billede, som intenst udtrykker en glæde, og på kraften i den hengivne kunst og dennes evne til at overleve modestrømninger.

Til gengæld betragter jeg det som et tegn på enten umodenhed eller manglende overblik, at man tror, at man har råd til at solde med livsværdierne. Det er et udtryk for, at man solder med livsværdierne, hvis man tillader sig et melodramatisk undergangssyn, eller hvis man frembringer en kunst, der først og fremmest er dekorativ og ornamental. Situationen er for alle mennesker så alvorlig, at det kun er kærlighedserklæringer, der kan redde tilværelsen.

Det er min erfaring, at den hengivne kunst altid har et stort publikum, fordi folket godt ved, hvad det vil have. Den har ikke altid haft en lige god placering i det toneangivende kunstliv, men det er bedre nu end i min ungdom. Jeg betragter det som den vigtigste tendens i kunstlivet i de seneste år, at alle retninger har måttet give hinanden ret til at være der.

Da jeg var ung, var det lige før, at det var for vildt og avantgardistisk at gøre som jeg gjorde: At gå ud i landskabet og male iagttagelser. Dengang satte modernismen normen også i den grad, at formanden i enhver provinskunstforening kunne forklare, på hvilken måde enhver rigtig og tidssvarende kunstner burde male. I dag derimod ved enhver, at den kunst, der arbejder genkendeligt, har lige så store muligheder for at udtrykke noget værdifuldt og samtidsnødvendigt som den i min ungdom kanoniserede nonfigurative.

I flere at Kjeld Heltofts senere billeder er der sket en udvikling bort fra den stærke binding til det sete motiv. I nogle af erindringsbillederne f.eks. kan man på samme tid se et hus udefra og de mennesker, der opholder sig inden i det. Selv ser Heltoft det ikke som noget radikalt brud:

– Det kunne måske se ud, som om jeg har forladt mit naturalistiske ståsted, men sådan opfatter jeg det ikke selv. De er ganske vist ikke længere bundne til synsoplevelsen og dermed heller ikke til centralperspektivet. hvilket gør det muligt at sammenføje flere ting. Men de er lige så naturalistiske som alt andet, jeg har lavet. fordi de er fuldkommen naturtro gengivelser af erindringsbillederne. De er ikke fabulerende, men tro gengivelser af. hvordan jeg tænker mig tingene.

Billedet af margueriterne i Nyhavn har i virkeligheden også delvis karakter af erindringsbillede. Træet bag margueritterne har ikke i mange år haft de pragtfulde blade, man kan se på billedet. Det er gået ud i toppen, men for mig fremstiller det de positive ting i en byvirkelighed, og det har gjort et mægtigt indtryk, som ikke kan glemmes. Igen er der altså tale om en naturtro gengivelse af min oplevelse.

Udviklingen fra iagttagelseskunst til erindringskunst blev i virkeligheden fremskyndet gennem mit arbejde med litografi. Ved en lejlighed, hvor et maleri skulle omsættes til litografi, oplevede jeg, at en farve fremstod fordybet i erindringen. At den faktisk skulle være mørkere end i maleriet, der var lavet foran det sete motiv for at svare til min erindring om farven den pågældende dag. Ved at give sig hen til erindringsbilledet mister man den lyriske autencitet ved det øjeblikkelige nedslag. Til gengæld kan man opnå en anden kvalitet: Poesien, som altid har erindrende træk.