Små flige af dagligdagens motiver 

Af Tom Reher

Bag Gardisette-gardinerne er stolene sat op på bordene med benene pegende op mod loftet.

Krostuen i Tistrup Hotel er mørk og tom. Intet tegn på liv. Konkursen har sat sit umiskendelige præg af tristes og forfald på rødstensbygningen over for stationen. Musik og latter er forlængst forstummet inde bag ruderne på hjørnet af Hornevej og Storegade, hovedgaden, der fører midt op gennem byen. Der, lige over for Lis' Grill, sidder Bjarke Regn Svendsen på første salen i sit og konens atelier og arbejder myreflittigt og pertentligt med sine nyrealistiske bilIeder. Prik for prik bliver de til nedløbsrør på rødstenshuse, bagpartier af Folkevogne, vejspærringer på asfalt, frønnet murværk, gamle cykler, vejrslidte plakater, låsetøj og håndtag. Flige af dagligdagsmotiver, som eIlers forsvinder ubemærket i vores hverdags gade- og bybilIeder.

Et nyt motiv er dukket op og blevet til serigrafi i Bjarke Regn Svendsens bilIedverden: En container og en kæde med flot skyggevirkning. Serigrafiet, »Kæde. Udgangspunktet for  Bjarke Regn Svendsens kunsteriske virksomhed ligger efterhånden langt tilbage i tiden, fortæIler han.

– Jeg arbejdede først som amatørkunstner i mange år. Så begyndte jeg at studere kunsthistorie og fik på den måde lidt mere indblik i, hvad det egentlig drejer sig om. Og i begyndelsen af 1970'erne kom jeg til at diskutere med venner og bekendte om, hvortor banaliteter … , det vi omgiver os med til daglig, ikke ret tit optrådte I kunst: TV-antenner, biler og den slags ting. Den traditionelle holdning var, at den slags var umalerisk. Og det har nok været i 1972, jeg så småt begyndte med at lave små, naturalistiske billeder fra Tistrup. Fjernsyns-antennerne tog jeg med, for at se, om billedet ikke kunne fungere ligeså godt med dem. Via de billeder fandt jeg ud af, at det først og fremmest er spørgsmålet om at gøre sig umage og give sig god tid. Så kan man faktisk godt male sådan, og det var jeg ikke klar over. Jeg troede, man skulle gå på Kunstakademiet i mange år for overhovedet at lære det. På samme tid fik jeg kendskab til de amerikanske pop-kunstnere og nyrealister og tænkte, at det ville jeg også prøve.

Da jeg besluttede, at jeg ville undersøge de banale ting, havde jeg mit eget ståsted. I mange år ville jeg finde skønheden i de mest banale og oversete ting i de daglige omgivelser. Og samtidig med at jeg har villet finde skønheden i noget banalt, har jeg også hele tiden arbejdet med de abstrakte værdier i billederne.

Kæde-serigrafiet har været udstillet i Japan.

– Jeg synes selv det passede godt til en udstilling øst på. Det er jo udtryk for noget meget abstrakt, hvor skyggen næsten kunne have været penselstrøg på et lærred. Oprindelig valgte jeg faktisk motivet, fordi jeg skulle udstille i Japan. Netop fordi billedet har det abstrakte og det figurative over sig, synes jeg, det på en eller anden vis var oplagt til østen.

Mit talent ligger ikke i at lave noget, der er fuldstændig uden motiv. Jeg må have en eIler anden form for indfaldsvinkel. Jeg synes også, det er dejligt at have den direkte kontakt med publikum, for så har publikum også en indfaldsvinkel, en direkte adgang til billedet. Jeg er mest maler, men laver sideløbende serigrafi.

– Det er nødvendigt, at der er en ny opdagelse i hvert eneste billede. Det er en form for forskning, og hvis man kører på det, man kan og ved i forvejen, tror jeg, det ret hurtigt bliver temmelig flot, elegant og overfladisk maleri. En overgang var der mægtig efterpørgsel på mine malerier af cykler. Så holdt jeg op med at male de motiver, for det nytter ikke noget. Det vil altid være sådan, at folk spørger efter det, man lavede for to år siden. Man kan ikke forvente, at folk omgående er med på det, hvis man ændrer sig lidt. Jeg ser selv mit virke, som om det går omkring nul-punktet.Da impressionisterne kom frem i 1880' erne, havde man salonmaleriet, det gennemførte ilIusionsmaleri, hvad angår rum og dybde. Og så fandt man ud af, at bilIedet jo kun er en plan flade med nogle penselstrøg på. Det skal vi også være tro overfor. Og det er de to muligheder, man har som maler. Jeg føler, at jeg kører skiftevis på den ene og den anden side af det nulpunkt. Jeg føler mig i familie med impressionisterne, specielt neoimpressionisterne, som decideret bruger de små pletter. Det var en videnskabelig retning. Det er mit maleri jo ikke. Mine prikker er mere en variation over en farveholdning, en grundfarve.

AIIe vægge i stuen i Tistrup-hjemmet på Storegade er smykket med nutidig dansk kunst. Både andre maleres og Bjarke Regn Svendsens og hans kones. Man tager sig i at tænke: Er tiden med aIle de omvæltninger, der sker verden over virkelig til den slags kunst?

– Da jeg startede, så jeg det som om jeg, med den balance der kom i billederne, kunne give et billede på et univers, et lille billede på et stort univers. At jeg sådan set kunne få det hele med. Men i de senere år vil jeg nok sige, at mine billeder er blevet mere fragmentariske. Dels splitter jeg op og sætter sammen af flere billeder. Har måske større pletter på og slår billederne mere i stykker. Og det sker selvfølgelig i en erkendelse af, at man overhovedet ikke kan overskue det. Ikke kan komme med nogen sandheder om noget som helst. Jeg kan måske komme med en sandhed om, at man ikke kan overskue hele situationen verden over – livet.Der er sådan set meget lidt, man kan overskue. Man kan komme med et lille bud, og man kan beskrive det, man kan se. Det er det, jeg gør.Men jeg kommer ikke med et bud på, hvordan man tolker det hele.