Pandoras sidste omfavnelse

 

Af Tom Reher

I en af de små pavillioner, der omkranser Kongens Have i det indre København har kunstneren Barry Lereng Wilmont sit atelier. Kun omkring 16 kvadratmeter er det stort – og koldt. Men størrelsen på hans arbejdsplads er omvendt proportional med den billedproduktion, han har sendt ud derfra siden midten af 1960’erne. Meget af produktionen er illustrationer til de hæfter og bøger, Barry Wilmont har lavet om forskellige folkeslags mytologi. For det er i høj grad den slags, han beskæftiger sig med og studerer på egen hånd. Snart i det nordlige Canadas tilsneede arktiske områder, snart i Australiens tropevarme ørken.

– Jeg ved ikke, om mytologien har betydning for nutidsmennesket, for den kan kun have betydning for de mennesker, der tager den op og bearbejder den som de tager alle andre filosofiske eller religiøse emner op og bearbejder. Jeg tror ikke, der ligger nogen mission i at jeg bringer den frem, men jeg henter myterne og lægger dem frem som et tilbud, og siger “Her: Sådan er der altså nogen mennesker, der lever. Sådan er der nogen mytologiske fortællinger, der stadigvæk cirkulerer blandt mennesker”. Dermed tager jeg ikke stilling til, om disse mennesker er nærmere nogen sandhed, end vi andre er. Jeg går heller ikke nogen politiske ærinder for disse befolkningsgrupper. Jeg er blevet spurgt om jeg går nogen indianske interessers ærinde og det gør jeg ikke. Når jeg er sammen med de mennesker, så taler jeg med dem som menneske til menneske og holder min kæft eller deltager i de samtaler, jeg kan deltage i og noterer mig de spændende ting, de kommer ind på, når de fortæller.

Nogen kan mene, at de tager fusen på mig, og jeg er også blevet beskyldt for at lade mig bruge ensidigt politisk af nogle indianere i Nordamerika. Men det gør jeg ikke, for de kan ikke bruge mig til noget. Jeg er fuldkommen uinteressant i den sammenhæng. Jeg er kun interessant ved at jeg lytter, når nogen begynder at fortælle en historie. Det kommer bag på mange af disse indianere, at der overhovedet er nogen, der gider at høre på dem. Så simpel er sandheden, siger Barry Wilmont.

Under samtalen med ham hiver han det ene hæfte efter det andet frem med legender og mytologier, som han har samlet, oversat og illustreret siden begyndelsen af 1960’erne. Men hvem er det, han henvender sig til? Hvem har interesse for disse indianske legender og myter?

– Det er en krydsning ind i det danske samfund, der egentlig er bemærkelsesværdig, fordi det ikke er specielt litterære mennesker, der interesserer sig for dem. Det går lige fra universitetsfolk, der har med religionshistorie at gøre til taxichaufføren, som synes det er spændende fortællinger og over til unge mennesker der synes, det er eventyr.

Man fristes til at spørge, om han da ikke føler trang til at beskæftige sig med noget mere nutidigt, og svaret falder prompte:

– Jeg er på rejse gennem denne tilværelse, og det gælder om at have det godt med sig selv. Og noget nutidigL – ja men det er det så sandelig også. Jeg står jo med problemerne hver dag for at bringe de her ting frem, og så længe det har betydning for mig selv at gøre det, så er jeg tilfreds, siger Barry Wilmont.

På den civiliserede verden, som den har udviklet sig, har han sit eget specielle syn:

– Den er som den skal være. Vi kan ikke gøre andet. Vi er bundet – det er som en grammofonplade, hvor stiften er sat på, og hvor der er kun én rille. Den går altså indad, indtil den kører i sit eget spor. Den store forskel – de eneste mennesker, der virkelig har sat tingene på hovedet for mig, var de sorte folk, der sagde til mig, at forskellen på den europæiske civilisation og vores er, at I begynder på pladen udefra, vi begynder indefra.
Men jeg fordømmer ikke, jeg siger ikke, at fortiden var smukkere. Jeg registrerer bare det, der er sket. Og jeg drager ikke sammenligninger med nutiden, det har jeg ikke behov for.

Sidste gang Barry Wilmont lavede litografi for Kunstklubben hentede han motivet fra mytologien i vores egen kulturkreds, den græske oldtid. Og det samme er tilfældet med motivet til det aktuelle litografi.

– Det er helt bevidst. Jeg har kaldt det Pandoras sidste omfavnelse. Pandora var jo den kvinde, der åbnede æsken, hvorfra alle rædslerne slap ud over menneskeheden. Forrige gang lavede jeg litografiet med titlen, Pandoras vogter. Nu har jeg ladet hende omfavne, symbolsk, og det er nok den sidste omfavnelse, der sker. Jeg anser det faktisk for at være tabt på gulvet: Jeg ser Danmarks selvstændighed som værende en illussion, en total illussion. Jeg ser også folkestyret som en illusion, jeg tror ikke på det mere. Man kan fremskynde en proces, men det gør den kun sværere. Jeg tror, folkesjælen og folkestyret – i citationstegn – igen vinder frem, så det virkelig bliver et folkestyre. Vi er måske på vej til en genfødsel, en renæssance. Det er jo ikke første gang, danskerne har kunnet tale flere sprog, så meget har jeg fået ud af specielt den islandske saga. Jeg kan se, at om bord på de skibe, der sejlede til Vinland, var der også fremmede med. To skotter, en tysker, islændinge, grønlændere og nogle nordmænd. Så man har været ret internationale og samtidig meget nationale dengang.

Litografiet er både en gravskrift og en genfødsel, kan man sige, og en hyldest til menneskets foretagsomhed.