Viggo Bentzon, 197

kr. 700,00

“Efterår”
Litografi trykt i 5 farver
i 650 nummererede
og signerede eksemplarer

Papirformat: 62 x 46 cm
Trykformat: 57 x 42 cm
Se hele serien her.

Kategorier: , Varenummer (SKU): 197
Af Michael Lykke Andersen Tre litografier af Viggo Bentzon. Med farverne som emne. Holdt i bløde, runde felter. Med et træ midt i skoven som den eneste undtagelse. Eller - døm selv - er det et træ? De tre litografier er enestående i deres måde at klæde hinanden på, og det vil nok skære de fleste i hjertet at vælge et af de tre, fordi sådan et valg mere vil føles som at sige nej til to end ja til et. Et enkelt eksempel. Da de tre litografier ankom til bearbejdning i Kunstklubben sad tre erfarne folk og kiggede på dem. Og spurgte så hinanden, om det ikke var tydeligt at der var et af de tre, der hævede sig op som det bedste. Det mente de hver især, men havde også hver især sin favorit og hver sit argument for det billede. Og efter den runde, var der ingen klare favoritter mere. - Det ene er et rødt landskab. Et høstlandskab. Meget gult og meget varmt og med mange violette farver. I det hele taget med mange farver. Vi har brugt seks her. Det er i overkanten. En af mine ældre kolleger har sagt, at alt over fire farver er reproduktion. Lad det være hans mening - men den har en gnist af sandhed, siger Viggo Bentzon   Benhårdt arbejde   Viggo Bentzon taler sig hurtigt varm, når det drejer sig om farver og fag. Han har haft lang tid ved maleriet, og er begejstret over igen at arbejde med Mogens Sandberg og litografierne. - Det er jo benhårdt arbejde med 12 farver. Ikke noget, man lige ryster ud af ærmet. Baggrunden for et litografi er en masse, masse skitser. Mogens er både orkester og dirigent. Jeg har rollen som komponist. og som vi arbejder, er der ikke noget med prøvetryk. Det hele skal være klart, til det kører. Det andet litografi er gråt i farverne. Med en tone af Hammershøi. - Der ligger jo en fantastisk fornemmelse i at gå contra. At male grå billeder på sienna. Med det andet litografi har vi tænkt ud i hjørnerne. Tredje billede i serien har grønt som grundfarve og er et havebillede, fortæller Viggo Betnzon. Selvom titlen Skoven tyder på noget andet, så er den konkrete inspiration fra kunstnerens egen have. - Det er lyriske billeder, hvis jeg selv skal beskrive dem. Lysten til at lave det gule brag af et billede er der jo altid.   Inspireret af det nære   Rødt, gråt og grønt. Det er nære ting. Som næsten altid, når Viggo Bentzon maler. litografi i Kunstklubben var af med Tisvilde Mole. Som han fik foreviget mange gange ialt. - Ja, den rådne mole. Men jeg har det sådan, at mine arbejder bliver et koncentrat af mange ting, og det tager jeg motiverne til fra mine omgivelser. - Jeg vandrer meget, blandt andet i Norge. Men det betyder ikke, at jeg maler meget fra Norge. Det gør jeg faktisk næsten aldrig. For mig hænger det ikke umiddelbart sammen at male sine oplevelser. Men de indtryk jeg får på en rejse, kan jeg godt male ud i et motiv jeg finder, når jeg er hjemme igen, siger Viggo Bentzon.   Et problem vedr. havestole Af mange grunde ønsker Viggo Bentzon ikke selv at være den, der forklarer, hvordan kunstværkerne er bygget op. Og især overfor nærværende publikation, hvor en uheldig skribent engang skrev om et fantastisk litografi af Viggo Bentzon "med de 4 havestole". Der var 3 havestole. En anden grund er naturligvis, at kunstneren og tilskueren ikke behøver at have samme oplevelse, for at et billede kan fungere for begge. Et gammelt argument fra skabende kunstnere. Viggo Bentzon vil godt gentage gamle argumenter, hvis de er rigtige. Han vil også godt distancere sig fra myter, som han synes er forkerte:

- Der er jo den der med, at kunstnere skal være sådan nogle fattige små størrelser, der knap er i stand til at knappe deres egne bukser. Det er vi nogle stykker, der godt kan, og som har en professionel holdning til det, vi kan. Det kunne være rart, hvis man en dag ikke behøvede at passe ind i folks små bokse.

Slutter altså Viggo Bentzon. Og lader sine tre litografier om at sprænge rammer. Hvad de gør smukt. Helt uden flere ord.      

Af Jacob Gormsen

... skønheden opleves gennem formen og farven.

"Naturen er et uudtømmeligt reservoir, og det er kunstnerens opgave at afsløre dette gennem kunstværket. Tilskueren går kunstneren i møde den halve vej, og kunstens mirakel vil ske der, hvor kunsten og tilskueren mødes".

Sådan skrev Bonnard i et brev i forbindelse med en udstilling på Glyptoteket i 1947, gengivet i Louisiana revy nr. 1, 1992 s. 4.

Så enkelt er det at få en billedoplevelse - og det har ikke noget at gøre med, om billedet forestiller noget, er abstrakt eller konstruktivt, om det er surrealistisk eller kubistisk. Eller hvilke fine tomme ord vi ellers kan finde på.

Værsågod, mød det med åbne sanser og et følsomt sind. Ja, med de følelser, der råder i dig netop nu.

Viggo Bentzon arbejder dybt og hårdt med sine litografier med oliekridtet som det tekniske udtryksmiddel ud fra en sanset og ikke mindst set oplevelse af et stykke nærværende natur. Som det kan opleves af hvert eneste menneske blot nogle få skridt fra det sted, hvor vi bor. Det er i det nære, hemmelighederne og skønheden bor. Men de/den skal udvælges og aflures - eller snarere sigtes gennem kunstnerens sold - og bliver så givet videre i et poetisk udtryk med kunstnerens lysvirkninger gengivet af farvelægningen og udtrykt i billedets komposition. Og det er så igen den udfordring kunstneren tager op.

Der er en dyb, velgørende stilhed gemt i Bentzons litografier - og en ydmyghed overfor motivet - bundende i en respekt for kunsten i værket. Men også i en vis stolthed over egen formåen. Det bliver så igen til det enkelte billedes udstrålingskraft.

Motivet i de tre litografier med hver deres farveholdning er landskaber eller stykker af natur.

Det ene er de stemninger, lysvirkningerne i en skov giver fra sig - lyse og mørke grønne skift afvekslende med solgylden tyngde i skovbunden, som bliver lettere højere oppe i lyset og med spredte visne rødbrune klatter. De følsomme formløse farver glider umærkeligt ind i og ud over hinanden i et levende farvespil, men de holdes samtidig fast af træets lodrette stamme, som i sig rummer hele farvespillet, men også i placeringen lidt forskudt for lodrette midterlinje og med nederste del næsten placeret på den vandrette midterlinje - giver billedet en meget fast komposition med en overraskende dybdevirkning.

Tilsyneladende let og ligetil, men resultat af en slidsom skabelsesproces, byggende på et helt livs erfaringer. Hvor dette litografi med skoven som motiv skildrer et lukket rum, danner de to andre litografier store, åbne rum. Også her er kompositionen så enkel, som den overhovedet kan være, nemlig den vandrette horisontlinje, der skiller himmel og jord.

Et landskab - vel nok det samme - når det blide tusmørke spreder sig og skaber fortryllende stemninger. Det andet »når lyset vælder af natten ud«.

Men det er følsomheden i farverne, der gør indtryk og mønsteret, den gråblå og lilla marks lyse sarte vemodige linjer i tusmørkebilledet, og de mere aggressive gule linjer på den rødbrune flade i solfaldsbilledet, danner. Men i begge billeder fører disse linjer videre til den høje, høje himmel med strejf af lette skyer i et herligt farvespil, som i de to billeder står mod hinanden i en slags trods. Men via landskabet med mark og himmel ser vi i virkeligheden ind i et stykke uendelighed - og kan hver for sig gøre os vore tanker derom.

De tre litografier udgør samlet en udsmykning af et rum, og de vil præge det miljø, der omgiver dem på en livsbekræftende måde.