af Jakob Gormsen
Svend Wiig Hansen debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling som billedhugger i 1946 og som maler i 1948. Men det var i 1950erne, at han slog afgørende igennem med en række skulpturer af mennesket som en integreret del af naturen i "Moder Jord" og "Kvindetangoc" (begge Statens Museum for Kunst). Ikke mindst gennem maleriet og grafikken i samme tid placerer han sig som en af sin generations betydeligste kunstnere med mennesket placeret i tiden - der ofte er umenneskelig og nådesløs, rummende kræfter som den enkelte ikke kan sætte noget op imod - jo, måske sin egen menneskeværdighed, personlighed - hvilket giver sig udtryk i en lang række selvportrætter. De fleste af dem rummer en dyb smerte, offer for brutalitet - dødens opløsningskraft, men således at billederne også rummer en kraft og styrke, tiltrækning - som beskueren aldrig kan blive færdig med. Og det bliver så billedets kvalitet.
Det hedder i "Billedkunstens hvem hvad hvor" {Politikens Forlag 1970) ."Det er kontrasten mellem tilværelsens elementære kræfter, Wiig Hansens kunst handler om. For at skildre sin oplevelse af disse griber billedhuggeren til de stærkeste skulpturelle virkninger dels ved hjælp af massernes forskydninger, dels gennem linjespillets dynamik. Maleren og grafikeren pisker på samme måde farven op, udnytter billedrummets dynamik og skildrer ofte situationer af visionær kraft". (Pierre Liibecker).
Svend Wiig Hansen mener, at et billede skal tale for sig selv til den enkelte, og at det i sig selv må have en kvalitet, så det formidler en oplevelse og har selv om dette tryk sagt:
Mennesket og ordene
tilhører os alle,
de kan elskes de kan
myrdes, bruges imod
og med deres vilje
billedet er helt sig selv
ejer helt sig selv
urørligt usårligt