René Tancula, nr. 195

kr. 700,00

Linoleumssnit trykt i 5 farver
i 690 nummererede
og signerede eksemplarer

Papirformat: 57,5 x 47 cm
Trykformat: 44,5 x 38 cm

Vi har enkelte aluminiums-indrammede eksemplarer af dette litografi på lager – med og uden passepartout. Hvis du ønsker et af dem, kan det fås for blot 150 kr. ekstra. Skriv det i kommentarfeltet.

Kategorier: , Varenummer (SKU): 195

Kunsten med stort K sker
inde i folks egne hoveder 

Af Tom Reher

Et billede skal ikke kunne aflæses ved første blik, det skal være ligesom et løg, hvor man kan gå på opdagelse i nye lag. Man skal kunne gå på opdagelse i sit eget hoved. Kunsten med stort K er noget, der sker inde i folks egne hoveder. En opdagelse i ens eget sind.

Sådan nogenlunde mener René Tancula billeder skal være, og udfra den formel maler han og laver grafik på den litografiske trykpresse i atelieet i Vanløse.

I starten af sin karriere var han meget inspireret af de surrealistiske malere, ikke mindst Giorgio de Chivico fra begyndelsen af dette århundrede. Undervisningen på Kunstakademiet hos den danske surrealistiske maler og professor Wilhelm Freddie har naturligvis også haft betydning for Rene Tanculas interesse for denne kunstretning.

I dag er han mere optaget af det metafysiske element, som også er med i dette litografi.
- Motivet er en bold, jeg malede på for flere år siden. Efterhånden er den begyndt at krakellere og jeg synes, den er blevet meget smuk - kom nærmest til at ligne en jordklode, som jeg har brugt i mange af mine billeder.

I litografiet har jeg sat bolden op i et abstrakt rum. Det giver en sælsom stemning af metafysisk karakter. Det der interesserer mig, er sammenstødet mellem det virkelige og det uvirkelige. Altså kuglen og rummet. Jeg har tidligere arbejdet meget med dette motiv i mine malerier men syntes efterhånden, at mulighederne var brugt op. Derimod har jeg hele tiden gerne ville lavet et litografi af motivet, siger Rene Tancula Nielsen.

Udgangspunktet for hans billeder har næsten altid været objekter, f.eks. konkylier eller strandskaller, som han har fundet tilfældige steder. I atelieret i Vanløse har han alle mulige af den slags liggende på en lille hylde, så de hele tiden er inden for synsvidde og klar til at bruge som motiver.

Rene Tancula Nielsen fortæller, at han før i tiden malede disse objekter som de var, at han nok dengang var mere nature morte-maler end i dag, hvor han forholder sig mere frit til objekterne og bruger udtrykket i dem til at abstrahere over.

Spørger man ham om, hvilke malere han føler sig specielt inspireret af, svarer han uden tøven, at netop den tidlige surrealist, Giorgio de Chivico er en af dem, han føler sig beslægtet med.

- Man står jo altid lidt på ryggen af andre. Man kan ikke undgå at have andre kunstnere i baghovedet, når man arbejder. Palle Nielsen, som jeg har været elev af, har også været afgørende med til at betemme min måde at anskue kunsten på. Han var en af vores største kunstteoretikere, mener månedens kunstklub-kunstner.

Rene Tancula Nielsen mener ikke selv, at han er surrealist længere - men har til gengæld også lidt svært ved at pege på en bestemt kunstretning, som han tilhører i dag.

- Jeg arbejder med det metafysiske udtryk og virkelighedsiagttagelse kombineret med anelse og forestiIlingsevne, det er nogen af grundelementerne i det, jeg laver. Metafysikken og interessen for den er jo årtusinder gammel. Trangen til at finde symboler har altid være til stede hos menneskene, vi har altid villet søge varsler - det nærmer sig det religiøse, siger Rene Tancula. Metafysikken og det religiøse er til gengæld ikke emner, han beskæftiger sig med på andre måder eller planer. Jo han har studeret forskellige former for religioner, og fandt på et tidspunkt især Zen-budhismen så spændende, at den i en periode inspirerede ham. Men religionerne har for ham bare været en del af en buket, der desuden indeholdt musik og litteratur.

- Man skal udelukkende male for sig selv og så håbe på, at det er noget, der kan være igangsætter for andre mennesker. Det vil den gode kunst altid kunne. Jeg tænker ikke på, hvad andre mon mener om det jeg maler, men det skal have gennemslagskraft til andre, det skal ikke være privat.

Vi er allesammen i stand til mere, end vi tror. Hvis du tør stole på dine øjne, kan du nå langt og være i stand til at få fat i flere resurser end du troede, du havde. Det var noget af det, vi blandt andet lærte på akademiet hos Palle Nielsen, og i dag er jeg meget glad for hans hjælpsomhed med vurderinger af det, jeg lavede, siger Rene Tancula.

Som omtalt er han en af de få kunstnere her i landet, der har sin egen trykpresse. Den bruger han både til at fremstille nogle af sine mindre litografier, og til at eksperimentere på. »Et lille laboratorium« kalder han den og lægger meget vægt på den forskel, der efter hans mening skal være på grafik og maleri.

- Jeg kan godt lide, at der er en vis klarhed og enkelthed i grafikken. Den skal ikke være et surrogat af oliemaleriet. Derfor bruger jeg også maximalt fem farvelag i mine litografier. De skal ikke drukne i farve, kornene skal træde frem og kunne ses. Det skal ikke være et reservemaleri. Grafik skal være grafik. Man kan også krydre maden for meget. I det gode køkken kan man smage råvarerne. På samme måde er det med litografiet, siger Rene Tancula.

 

 Af Jakob Gormsen

Man bliver aldrig træt af Rene Tanculas billeder  - de virker aldrig trivielle, og de vækker altid en indre glæde hos den, der ser dem.

Med dette litografi ser vi, at Tanculas den tekniske kvalitet, der kendetegner kunstneren. En overlegen komposition, hvor formernes kontraster får lov til at spille ud mod hinanden og i et intimt samspil med farverne. Måske er alvoren blevet lidt større. I hvert fald virker dette billede mere truende end det tidligere. Det er stadig et smukt billede, men det er forkrænkelighedens skønhed. Som man kan se den i visne blomsterstande, en kasse gemte hasselnødder - eller billeder som vi kender fra universet af planeter eller planeters måner. Det store og mindre store ved siden af hinanden.

Her ligger den store golde forrevne klode med bjergkæder og øde sletter og månekratere, som lyset falder ret stejlt ned på og får formen til at kaste et lyserødt skær tilbage, som yderligere bliver forstærket af mørkere skyggepartier.

Kuglen kan give sig til at rulle, når som helst, men til hvilken side? Den ovalt/ runde form gentager sig, men i to flader på gulvet, den ene øverst med samme form og farve som kuglens - og den anden nederst som en spejlende vandpyt på gulvets store flade. Dertil de lodrette flader, forrest det tæppeagtige gehæng, som ser man ind på en scene, det bagerst rødbrune tæppe med sorte prikker og mørke skygger i øverste halvdel, som går ind i den helt mørke baggrund til højre.

Tancula kan som få kunstnere bruge kontrasterne både i formen og farven, og gennem billedets enkle elementer kan han skabe dybde i et billede, så man virkelig ser ind i det.

Med det fortæller han så noget om mennesker og livsvilkår - for kontrasten til kuglen, der ligger balancerende på den store lukkede scene som verdensrummet er, er jo den vidunderligt smukke blåhvide ædelsten, som også svæver i rummet i sin af solen bestemte bane - vores egen klode.

Måske er det det, billedet forestiller - ikke nu, men den dag den er gjort ubeboelig, lagt øde og gold - i uoprettelig ubetænksomhed i menneskets jagt på og længsel efter materiel lykke.

Dog billedet er først og fremmest billede - og måske kun det. Hvad der lægges i det, er op til enhvers egen gemyt og følelse. Men ingen lades i ligegyldighed. Billedet i sig selv kræver en stillingtagen!

 


 

Du kunne også være interesseret i...