Odd Moe, 186

DKK 700,00

Litografi trykt i 6 farver
i 700 nummererede
og signerede eksemplarer

Papirformat: 47,8 x 64,6 cm
Trykformat: 47,8 x 64,6 cm

Vi har enkelte aluminiums-indrammede eksemplarer af dette litografi på lager – uden passepartout. Hvis du ønsker et af dem, kan det fås for blot 150 kr. ekstra. Skriv det i kommentarfeltet.

Kategorier: , SKU: 186

En razzia mod det uartikulerede 

Af Tom Reher

»Og således bliver ethvert forsøg en ny begyndelse, en razzia mod det uartikulerede. Med en lurvet udrustning, der stadigvæk forringes I det almindelige virvar af upræcise følelser. Udiciplinerede patrouiller af sindsbevægelse«

Dette digt af T. S. Elliotts, som for nogle år siden optrådte i et af kunstnerens kataloger, fortæller en hel del om Odd Moes indstilling til sin metier. For selv om han ikke har en officielt erklæret målsætning med sit kunstneriske virke, har han formuleret den. Ikke sådan at han stringent arbejder ud fra den som om, den var en fast model. Nej den er på sin vis mere fritsvævende og ikke nær så forpligtende som en formålsparagraf. Men dette at prøve sig selv af og så vidt muligt gå nye veje. At »gennembryde skallen«, som han selv har udtrykt det, det er et delmål for Odd Moe. Ikke at »forstene« og ikke vokse fast i sit eget billede af sig selv.

Sjælemaler er han. Hans psyke er med i så at sige hvert et penselstrøg. Det er med hans egne ord, »det indre stof«, han henter frem, når han maler.

- Motiverne får jeg, når jeg er ude i verden, hvor jeg henter mange synsvinkler.

Når jeg bruger dem, er der tale om en slags syntese af dem. Og jeg tror, måden jeg bruger dem på, hænger sammen med psyken: Hvorfor får man øje på lige netop det og det?

Jeg kan ikke arbejde helt bevidst med et motiv. Der er tale om en vekselvirkning mellem det bevidste og det ubevidste, siger Odd Moe.

For efterhånden længe siden duftede der af friskkærnet smør og mælkejungerne klang, når travle hænder håndterede dem hen over de våde terrassogulve i mejeriet i den lille flække, Tiset, 13-14 km syd for Århus. I dag er her tyst og stille og fredeligt græssende kvæg på markerne, der hælder ned mod rødstensbygningen med det noget faldefærdige præg. Overdelen af en DSB-godsvogn har fundet sit sidste hvilested uden for det tidligere mejeris bagside. Den travle fart på skinner hører en længst svunden fortid til, ligesom klangen af mælkejunger.

Oppe under tagspærene, på loftet har Odd Moe indrettet sit værksted eller atelier med hvide vægge og neonrør i loftet. Staffeli bruger han ikke, lærredet hænger på væggen og paletten er et stort stykke masonit på bordet. Her kæmper han med maleriet. For det er noget af en kamp med de udfordringer, han hele tiden finder i det.

Kunstklub-litografiet er ikke fremstillet her, men hos Hostrup Pedersen & Johansen i Valby i København. Og Odd Moe, der har arbejdet med både kollager, fotografi, gouacher og papirklip, kunne godt tænke sig at arbejde meget mere med litografi. Han har tidligere gjort det for Kunstklubben i 1983, men dengang ikke på sten som nu.

På gulvet ude i værkstedet i Tiset ligger et af de første tryk af det aktuelle litografi. Han har tilegnet dette eksemplar sin kone, Rikka. Men titel bærer litografiet ikke og kommer heller ikke til det, fordi, ganske enkelt, Odd Moe ikke kan eller vil give det en titel.

- Man kan se, der er en lys skikkelse og en fugl. Men jeg har ikke noget klart bud på, hvad det skal betyde. Jeg vil gerne have, at folk generelt får alle de associationer, det er muligt. Jeg vil ikke lukke for betragterens muligheder, siger Odd Moe.

Meget af det han arbejder med, kommer indefra, men hans sindsstemning afspejler sig ikke nødvendigvis i værkerne.

- Ofte maler jeg lyse billeder, når jeg er i sort humør og omvendt, siger han. Men det er naturligvis langt fra kun hans humør, der spiller ind.

Odd Moe vedkender sig, at omvæltninger og krise ude i verden påvirker ham og er med til at give hans billeder lys og mørke og har indflydelse på farvesætningen.

For en del år siden var han i bogstaveligste forstand i nærkontakt af tredje grad med sine billeder. Kropsaftrykkene var motivet. En slags »selvopligningsforsøg«, kaldte han det dengang og sagde, at han følte sig selv »forstenet«, »Ievende indestængt bag en hård skal, som jeg kæmper for at bryde«.

Odd Moe slår en skraldlatter op på spørgsmålet, om han nu er kommet ud af skallen og siger: - Jeg arbejder stadig på at komme ud af skallen. Jeg vil meget gerne opleve verden, men det er en sej kamp. Men jeg har stadig håbet om at vinde den kamp.

Billedmageri er en del af arbejdet med at flytte på nogen ting. Men det er helt klart, at vi ikke lever i et tomrum. At de sociale aspekter spiller en afgørende rolle. Også når jeg trækker mig tilbage til mit alkymistiske værksted.

Samtidig er jeg også nysgerrig efter at finde nye udtryksmuligheder. Jeg kunne ikke klare at lave det samme. Og hvis jeg ikke kan komme videre med maleriet, prøver jeg noget andet. Men i øjeblikket giver maleriet utrolig stor modstand. Der er virkelig turbulens i det.

I mit arbejde er det nok noget i mig selv, jeg gerne vil udtrykke - det lyder meget privat, og sådan vil jeg ikke have det skal være. Jeg håber, at mine billeder kan interessere andre mennesker, men på den anden side, kan man jo ikke lave lagkage til alle, siger Odd Moe.

Maleriet, han er i gang med, hænger på væggen, og selv om det ikke er færdigt, er det tydeligt, at det ikke kun giver ham »modstand«. Der venter også betragteren en opgave med at gå ind i det.

Naturalist, surrealist, ekspressionist, impressionist, kubist???? Vi er så glade for at kunne sætte etiketter på. Vel fordi det giver en form for tryghed. Nåh, er han sådan en slags maler, jamen så ved vi, hvordan hans malerier ser ud.

Odd Moe siger selv, at han nok i starten arbejdede mere naturalistisk end i dag. - F.eks. bliver mine landskabsbilleder mere og mere mytiske. Og jeg har været mere ekspressionistisk, end nu hvor jeg arbejder mere stille og roligt. Ja, jeg er vel nok stadig ekspressionistisk, men det hænger sammen med hele processen. At jeg ikke arbejder bevidst, men at det kan blive bevidst. For mig er det vigtigt med nogen løse ender. At maleriet får lov til at fortælle mig i hvilken retning, jeg skal. Når jeg sætter nogen klatter på lærredet, er der selvfølgelig tilløb til en retning, men den kan udvikle sig til noget helt andet, siger han.

I slutningen af 60'erne flyttede Odd Moe fra Norge til Danmark. Her befinder han sig bedre fordi, siger han, danskerne er mere frie over for hinanden. To gange om året tager han dog på ferie i sit fødeland og samler samtidig indtryk til nye billeder.

For nogle år siden opholdt Odd Moe sig fem måneder i Finland på et arbejdsstipendium.

Og da han bagefter så på sine malerier fra det ophold, var han ikke til tvivl om, at omgivelserne havde præget billederne.

- Og de gør det til dels stadigvæk, siger han, der i øvrigt ofte arbejder med firefem malerier på en gang. og formentlig sådan som T.S. Elltot skriver i digtet: »således bliver ethvert forsøg En ny begyndelse, en razzia mod det uartikulerede«.

Af Jakob Gormsen

Forestiller Odd Moes litografi nogle kraftige figurer stående op ad en mur? Eller færdes de på en gade i en by med elektrisk lys? Det er ikke nemt at svare på - og er sådan set også ligegyldigt - for et billede kan aldrig vurderes på, hvad det forestiller. Og når vi spiser kage kan enhver jo nok skelne mellem, om det er konditorkager eller groft brød - og det sidste smager bedst længst!

Men dette er ikke brød eller kage. Det er et billede, et litografi, hvor to blå flader dominerer. Den ene ligger vandret i bunden og er gjort med store penselstrøg og vandfarve, den anden flade har i sine lodrette linjer og penselstrøg form som en tung noget uformelig krop. Den blå skinner også med i de store tætte gule flader og i de grå flader blandet op med en svag okker. Med sort oliekridt er figurerne eller motivet trukket hurtigt op - øverst til højre er vandrette tykke tætte streger som sten i en mur eller glitter i vand.

Det vil sige, at vi her har et billede fyldt med bevægelser - nogle, som giver en følelse af faldende vand, andre som skaber ro (de vandrette bevægelser) og andre igen (de sorte, tætte oliekridtstreger) som skaber uro - og en smule uhygge også. Så der ligefrem kommer noget spøgelsesagtigt ind i helhedsstemningen. Ja, det kan nærme sig et stumt skrig! En skyggeagtig uvirkelighed, som er blevet virkelighed, i og med at billedet er blevet til i selve skabelsesprocessen.

Det er et stærkit billede, som beskueren ikke kan undgå at gå på opdagelse i og i et forsøg på at løse gåderne omkring former og flader og linjer - for det må jo forestille noget. Et billede kan jo ikke blive til, uden at det forestiller noget!

Men hvorfor egentlig stille et sådant krav - og låse sig fast i bestemte krav? Bedre er det nok med en umiddelbar åbenhed overfor linje, form og farve- og lade helheden sive ind i beskuerens bevidsthed og så ved en intellektuel bearbejdningen tanke- og følelsesproces lade det blive til det, som det kan blive til, hos den enkelte. På den måde kan det blive til en umiddelbar og positiv billedoplevelse, som kan give dybere indsigt i, hvad et billede egentlig er for noget, og det har intet at gøre med, om det forestiller noget eller ej, men måske nok med, hvad kunstneren har formidlet - linjer, farver og flader- og det bliver så igen til billedets motiv og komposition - og den kan igen skabe følelser af ro eller uro, glæde eller vemod, ensomhed og fællesskab - men det kan tage tid. Dette billede kræver god tid - ja, at man lever sammen med det, men så vil det også åbne sig for beskueren som en dejlig blomst - og afsløre sine inderste hemmeligheder.

God fornøjelse på opdagelsesrejsen med at finde ind i billedet og dermed ind i dig selv.

 

Jakob Gormsen