Mols, Frederiksberg - og Rom 

Af Hanne Abildgaard

I vinterhalvåret kan man træffe Kristian Begtorp på Frederiksberg. hvor han gennem mange år har haft sin bolig og sit atelier. Om sommeren derimod skal man ikke vente at finde ham i byen. Malerierne som Begtorp har stående i sit atelier fortæller om et opholdssted af en anden art: Det er marker, hav og himmeL der dominerer. Motiverne er hentet på Mols, hvor kunstneren tilbringer en stor del af året, og som også afgiver stof til vintersæsonens arbejde i storbyen.

I Kristian Begtorps arbejde spiller synsoplevelsen altid en helt afgørende rolle, så det kan undre, at byen øjensynlig ikke afgiver stof til arbejdet med billederne, der dog størstedelen af året foregår i atelieret på Frederiksberg.

Spørger man kunstneren, om han ikke lader sig inspirere af byen, fremdrager han beredvilligt en anden stak lærreder. Jo, bestemt, byen er sandelig et tilbagevendende emne. Men murmassernes tyngde, mængden af Iøver og tagterrasser samt de dybtklingende jordfarvers dominans i bybillederne mere end antyder, at disse ikke er udsprunget på Frederiksberg. eller for den sags skyld i nogen anden dansk by. Det er Rom, der dukker frem - det sted der ved siden af Mols har betydet mest for Kristian Begtorps billeder. Rom som han kender og elsker fra en lang række kortere og længere ophold.

Markerne på Mols

Kristian Begtorp er født og opvokset på Mols, og det er hjemegnens landskaber, der stadig optager ham i billederne - det gælder også det litografi, han har lavet til Kunstklubben.

- Allerede som dreng begyndte Kristian Begtorp at male. - Det var lige fra starten landskabet, der interesserede, fortæller maleren. - Især var det omgivelserne omkring mine forældres gård, der måtte stå model.

Dengang gikjeg ud med staffeliet og malede billedet færdigt ansigt til ansigt med motivet. Man må vel sige, at jeg har holdt fast ved motivkredsen - det er stadig landbrugslandet, jeg maler, og ikke f. eks. Mols Bjerge. Men den oprindelige arbejdsmåde har jeg forlængst forladt. Oliemaleriet foregår nu inden døre i mit atelier, dels på Mols, dels på Frederiksberg. Det hænger nok sammen med, at man bliver mere kritisk med årene, men også at jeg ikke længere finder det tilstrækkeligt at gå ud og fotografere naturen af.

Det er en omskrivning af det sete, jeg tilstræber, og jeg arbejder temmelig lang tid på et billede. Jeg lægger mange lag oliefarve oven på hinanden for at få mere klang i farven. Det er en proces, der tager mange uger, så jeg har altid flere malerier i gang på samme tid.

Himlen over Begtmp Vig

- Vejret spiller en stor rolle for mine billeder fra Mols. Motivisk kan man dele dem i to hovedgrupper: Havbillledeme og markerne. I havbillederne dominerer himmelrummet som oftest lærredet, mens vandet fylder mindre. Det er himlens fantastiske skiften over Begtrup Vig, der giver de stadig nye oplevelser.

Fra mit atelier har jeg udsigt over Begtrup Vig mod Helgenæs og Molshoved.

Der er steder i Danmark, hvor lysforholdene har en særlig karakter. Det gælder for det smalle Drag mellem Mols og Helgenæs. Når man ser ud over den ene vig, har man lyset fra den anden, bagvedliggende havflade i ryggen. Det giver disse skiftende belysninger, hvor to dage og to timer sjældent er ens, og det giver mig de mange indtryk og muligheder for til stadighed at variere det samme emne.

Når jeg maler markerne, lægger jeg som regel horisonten højt i billedet.

Bakkerne fylder det meste, mens himlen bliver sekundær. Landbrugslandet fascinerer mig med alle dets vækster, der modnes og får fylde, efterhånden som sommeren skrider frem. Især holder jeg af høsten og de gammeldags neg, der endnu bruges enkelte steder.

Sole og champagnebrus

Mens motivkredsen har været ret konstant, har måden at behandle motiverne på skiftet ganske meget gennem tiden. I de tidligste billeder fra 1940'erne holdt jeg mig til en naturalisme, der var lige ud ad landevejen. Senere kom der en periode, hvor billederne blev mere faste i konturerne, og hvor farverne lå som afgrænsede flader. I 1960'erne var der en fase med mere voldsomme billeder, hvor jeg med forkærlighed malede storme og uvejr.

Fra 1970'erne og fremefter er malerierne til gengæld blevet blødere. Farven er kommet til at betyde mere for mig og har ledt frem til arbejdsmåden med de mange lag oven på hinanden. Billedets tilblivelse er blevet en længere proces, hvorunder elementer føjes til og andre males væk. De cirkler og prikker i vekslende størrelser, der er et karakteristisk træk ved mange af de færdige billeder, er af nogle blevet kaldt »sole« af andre »champagnebrus«, men selv serjeg dem som tyngdepunkter, som abstrakte elementer i kompositionen, der organiserer naturoplevelsen.

På rejse med akvarelkassen

Siden 1950'erne har Kristian Begtorp af og til skiftet Mols ud med sydligere egne, som oftest Rom. - Sidst i 1960'erne var jeg så heldig at få to længere ophold på Det danske Akademi dernede, fortæller Kristian Begtorp. - Men min betagelse af Rom går længere tilbage. Da jeg kom dertil første gang i 1954, følte jeg mig hjemme lige med det samme. Jeg satte mig ned og malede den første akvarel, før jeg havde fundet et værelse.

Fra mine ganske unge år har akvarelfarvekassen været min tro følgesvend på rejser. Den egner sig så fortrinligt til at have med i bagagen. Den fylder så lidt farven tørrer hurtigt og den er velegnet til at fastholde skiftende stemninger.

Akvarellerne bliver altid gjort færdige på stedet. Dog kan de undertiden udgøre et arbejdsgrundlag for oliemaleriet.

Romerske mure og hængende haver

Betydningen af rejserne ligger især i de forskellige steders særegne farveindtryk. Roms lys og farve findes ikke tilsvarende. Husenes facader er holdt i jordfarvernes skala af okker, gyldne, brunlig-grå over i de orange og mørkrødlige nuancer. Farverne har fået deres karakter gennem tiden af mange farver og deres udvikling i vind, regn og sol.

Barokkens mure lever og ånder stadig i Rom som ingen andre steder i verden. De underliggende farver trænger igennem de øverste lag, så de får en sjæl, der forandrer sig med vejrliget enten tungt og monotont eller i solskinnet sprællevende og smittende af glæde.

I Rom fæstner Begtorp gerne blikket på disse store, gamle murflader, de nederste partier med døre og porte eller udsigten mod tagene og de mange terrasser med hængende haver.

En voldsom modsætning til de italienske farver oplever man i Grækenland. Her ligger det sitrende, blå hav og de hvide huse midt i det klare solskin. I dette lys har Begtorp på mange rejser udelukkende arbejdet med akvarellen, fordi disse omgivelser for ham har været velegnet for vandfarven og det hvide papir.

Man er langt fra Mols og Frederiksberg, og for Begtorp er denne vekslen mellem steder og emner en vigtig drivkraft der giver næring til fornyelse og udvidelse af det maleriske univers.