Heltoft og Ahu Markub
Af Tom Reher
Træskonæbbet eller Ahu Markub som fuglen hedder på latin, er en af kunstneren Kjeld Heltofts bedste venner i ZOO, og det er en væsentlig del af hans egen forklaring på, hvorfor netop denne sjældne fugl dominerer dette Kunstklub-litografi.
- Når man laver kunst, vil man gerne fortælle om det, der optager én. Og det, der optager mig er levende skabninger: Menneskene, træerne, dyrene, fuglene - faunaen i det hele taget. Det vil sige alle de ting, som vokser og som kræver vækstbetingelser. Sådan har det altid været, siden jeg som 16-årig begyndte at tegne. Dengang var det træerne, dernæst fuglene og menneskene. Disse skabninger føler jeg mig beslægtet med og solidarisk med, og det betyder så igen, at genkendeligheden i synsoplevelsen spiller en vis rolle, siger Kjeld Heltoft.
Han bor i en lavloftet, labyrintagtig, snirklet lejlighed oppe på tredjesalen i en af Nyhavns pittoreske sidegader. For 20 år siden flyttede han ind på adressen. Dengang i en lille et-værelses. I dag er den slået sammen med nabolejligheden, og han har selv bekostet etableringen af en skøn altan, hvor hans kærlighed til naturen giver et smukt udtryk i de forskellige planter og blomster, som han vander, pusler om og plejer. Inde fra lejlighedens gemmer finder han en radering frem, som han lavede i 1957, mens han endnu gik på Kunstakademiet. En radering der viser, at han allerede dengang var fascineret af Træskonæbbet.
- Lige siden jeg gik på akademiet har jeg interesseret mig meget for den store storkefugl, som iøvrigt er uhyre sjælden. Den findes kun i nogle sivagtige deltaområder med flydende sivøer i det øvre Nilen, og så selvfølgelig i Ægypten. Derudover findes der kun en lille koloni af træskofugle ved Congofloden.
Grunden til at fuglen altid har interesseret mig meget er, at den jo næsten er menneskestor, har store klare øjne og er meget rolig. Uden frygt, siger Kjeld Heltoft, der er dybt fascineret af træskonæbbets meget værdige, rolige positurer. Den er ikke sky som andre fugle, men føler, at den har lov til at være her. Og på trods af fangenskabet fungerer den på sine egne præmisser.
Kjeld Heltoft fortæller, at ZOO i København på grund af hans store interesse for at tegne og male dyrene, har givet ham lov til at komme tidligt om morgenen, inden haven åbnes for publikum, så han kan arbejde i fred og ro.
- Ja, det er ikke fordi det generer mig, at publikum ser mig arbejde, hverken når jeg maler, tegner eller laver raderinger, men jeg skal være i gang, inden der kommer nogen og ser på. Jeg skal have bestemt mig for, hvordan motivet skal gribes an, og derfor er jeg meget taknemmelig for tilladelsen fra ZOO til at komme før åbningstid, siger Kjeld Heltoft.
Træskonæbbet kan blive op til 30 år gammelt. Og denne er ZOO's nummer to af slagsen.
- Det er som om fuglen efterhånden synes, jeg hører med i morgenbilledet, når dyrepasseren kommer og fodrer den med sild. Selvom den godt ved, at jeg ikke har mad til den, lægger den hovedet tilbage, knebrer med næbbet og basker med vingerne. Vi er sådan set blevet venner. Og jeg kommer aldrig i ZOO, uden enten at tegne den, fotografere den eller snakke med den. Jeg føler, den er en af mine meget gode venner, siger Kjeld Heltoft.
Også elefanterne i ZOO med deres arkitektonisk karakteristiske hus i baggrunden er med på litografiet af Kjeld Heltoft, og det skyldes, at han synes, de hører med til det afrikanske billede.
- Jordens kreds om jeg så må sige.
»Valbys lyksaligheder« var titlen på et af de store formater, han havde med på Corners udstilling på Charlottenborg i årets begyndelse. Også på dette maleri har faunaen i det hele taget. Det vil sige alle de ting, som vokser og som kræver vækstbetingelser. Sådan har det altid været, siden jeg som 16-årig begyndte at tegne. Dengang var det træerne, dernæst fuglene og menneskene. Disse skabninger føler jeg mig beslægtet med og solidarisk med, og det betyder så igen, at genkendeligheden i synsoplevelsen spiller en vis rolle, siger Kjeld Heltoft.
Han bor i en lavloftet, labyrintagtig, snirklet lejlighed oppe på tredjesalen i en af Nyhavns pittoreske sidegader. For 20 år siden flyttede han ind på adressen. Dengang i en lille et-værelses. I dag er den slået sammen med nabolejligheden og han har selv bekostet etableringen af en skøn altan, hvor hans kærlighed til naturen giver et smukt udtryk i de forskellige planter og blomster, som han vander, pusler om og plejer. Inde fra lejlighedens gemmer finder han en radering frem, som han lavede i 1957, medens han endnu gik på Kunstakademiet. En radering, der viser, at allerede dengang var han fascineret af Træskonæbbet.
-Lige siden jeg gik på akademiet har jeg interesseret mig meget for den store storkefugl, som iøvrigt er uhyre sjælden. Den findes kun i nogle sivagtige deltaområder med flydende sivøer i det øvre Nilen, og så selvfølgelig i Ægypten. Derudover, findes der kun en lille koloni af Træskofugle ved Kongofloden.
Grunden til at fuglen altid har interesseret mig meget er, at den jo næsten er menneskestor, har store klare øjne og er meget rolig. Uden frygt, siger Kjeld Heltoft, der er dybt fascineret af Træskonæbbets meget værdige, rolige positurer.Den er ikke sky som andre fugle, men føler, at den har lov til at være her. Og på trods af fangenskabet, fungerer den på sine egne præmisser.
Kjeld Heltoft fortæller, at ZOO i København, på grund af hans store interesse for at tegne og male dyrene, har givet ham lov til at komme tidligt om morgenen, inden haven åbnes for publikum, så han kan arbejde i fred og ro.
- Ja, det er ikke fordi det generer mig, at publikum ser mig arbejde, hverken når jeg maler, tegner eller laver raderinger, men jeg skal være igang, inden der kommer nogen og ser på. Jeg skal have bestemt mig for, hvordan motivet skal gribes an, og derfor er jeg meget taknemmelig for tilladelsen fra ZOO til at komme før åbningstid, siger Kjeld Heltoft.
Træskonæbbet, som er hovedmotivet på hans bidrag til Kunstklubben i denne måned, kan blive op til 30 år gammel. Og det er ZOO's nummer to af slagsen i den tid, månedens kunstner, har interesseret sig for fuglen, der er motiv på Kunstklub litografiet.
- Det er som om fuglen efterhånden synes, jeg hører med i morgenbilledet, når dyrepasseren kommer og fodrer den med sild. Selvom den godt ved, at jeg ikke har mad til den, lægger den hovedet tilbage, knebrer med næbbet og basker med vingerne. Vi er sådan set blevet venner. Og jeg kommer aldrig i ZOO, uden enten at tegne den, fotografere den eller snakke med den. Jeg føler, den er en af mine meget gode venner, siger Kjeld Heltoft.
Også elefanterne i ZOO med deres arkitektonisk karakteristiske hus i baggrunden er med på månedens litografi af Kjeld Heltoft, og det skyldes, at han synes, de hører med til det afrikanske billede.
- Jordens kreds om jeg så må sige.
- Det er kærligheden til tingene, synsoplevelsen, jeg hengiver mig til, og det kan folk lide. Jeg vil fortælle om, hvor solidarisk, jeg er med omverdenen.
- Jeg beundrer mange nonfigurative malere og synes bestemt, det kan være en højtudviklet, vidunderlig kunstform at arbejde med. Jeg har selvfølgelig også selv dyrket den, men jo ældre, man bliver, des mere klar over bliver man, hvilket ærinde, man personligt kan gøre mest gavn ved at udføre. For mig er det mere og mere blevet klart, at min særlige evne er at udtrykke samfølelse med naturen.
Med gavn mener jeg der, hvor menneskets evner og intensitet kommer bedst til udtryk. Der får man også den største berøringsflade med andre mennesker, og det er jo det, der er kunstnerens hensigt, siger Kjeld Heltoft.
Motiverne henter han først og fremmest i naturens mangfoldighed, og derfor falder det naturligt, under samtalen oppe på hans herlige solbeskinnede altan at spørge, om ikke han kunne føle sig fristet til at arbejde for miljøorganisationer.
- Jo, svarer han, jeg kunne godt tænke mig at udføre litografier for så forskellige organisationer som Greenpeace, Truede arter og Økologisk truede samfund. Jeg vil næsten sige, at det er det, jeg allerede gør. Jeg føler meget for miljøorganisationer og i det hele taget græsrodsbevægelser, der kæmper imod en kortsigtet økonomisk udnyttelse af omgivelserne.
I det hele taget synes jeg, det er fortrinligt at lave kunst til et bestemt formål. Meget glimrende grafik har enten satirisk eller propagandistisk præg. Størstedelen af Daumier's kunst beskæftigede sig med frisindede ideer. Eller tænk på Massareis kunst i begyndelsen af 30'erne. Den fortæller jo i gedigen form om social nød og forholdene i 30'erne. Ja, det var propagandistisk kunst, men den var alligevel så godt udført, at den overlevede, siger Kjeld Heltoft.
Ved siden af sit arbejde som kunstmaler er han arbejder han som konsulent hos DSB, i forbindelse med udsmykning af kupeerne. Så vidt forskellige kunstnere som Hans Scherfig, Johannes Larsen, Nana Hertoft, Bent Carl Jakobsen og Lene Adler Pedersen har sat deres præg på togene.