Herman Stilling, 202

kr. 700,00

Litografi trykt i 6 farver
i 700 nummererede
og signerede eksemplarer

Papirformat: 47,5 x 65 cm
Trykformat: 36 x 43,5 cm

 

Kategorier: , Varenummer (SKU): 202

Uddrag af interview til Kunstklubben, ved Henrik Lykke Andersen, september 1993 

Herman Stilling, der døde i 1996, var født på Nørrebro. Han gik i skole til og med 6. klasse og sad derefter fem år på en skotøjsfabrik. Det gav ham en vished om, at det ikke var det han ville være. I stedet sattehan alt ind på at blive kunstner.

Hele forløbet, fra de tidligste drengeår, er skildret i fem - meget levende romaner - der kan købes via forlaget Lindhardt og Ringhof.

For eksempel starten på troldebillederne. Da Herman Stilling var kommet ind på Kunstakademiet, sad han hele dagen og malede efter levende model. Senere kunne han så sidde med et par andre og male udsigten til Nyhavn. Men på et eller andet tidspunkt af dagen fik Herman Stilling nogle minutter for sig selv, hvor han kunne male sine trolde og fantasivæsener, der havde optaget ham helt fra barnsben.

Herman Stilling var en modsætningernes mand, og er rytteren i bjerglandskabet en manifestation af.

- Jeg prøver altid at holde billederne i troværdige toner. Men jeg må sige, at farverne ikke altid vil, som jeg vil. Jeg kan godt male et billede, hvis motiv bliver, som jeg havde tænkt mig. Men pludselig giver de farver, jeg har valgt, billedet en anden stemning, end den jeg havde tænkt.

Herman Stilling sagde på et tidspunkt om sig selv:

"En'af de gode ting ved at male trolde er, at folk ikke kan sige til mig: Det der ligner jo ikke en trold. Da de fleste mennesker - især voksne - ikke har set trolde, kan jeg male trolde, næsten som jeg har lyst. Jeg kan give dem små næser, selv om jeg ved, at de har store næser".

- Nu skal man ikke sammenligne de forskellige former for billeder. Hvis du har været i et litografisk værksted, hvor hvert enkelt billede bliver bygget op på ny, så ved du også, at det ikke kan sammenlignes med at lave en akvarel. Slet ikke.

- Men jeg har været glad for denne opgave, fordi jeg har tegnet, som om det var en oliekridtstegning. Og flere, som er kommet forbi, har studset over, hvor stoflig en effekt det har på litografierne. Det ser nærmest ud som - ja som en pastel - det kommer på en helt ny måde til at ligne originalen.

Og originalen er med Herman Stillings egne ord:

- Det er manden på hesten, der kommer ind lige netop på det rette sted. Der er et rigtigt cowboy-landskab - og i baggrunden alle bjergene.

 

Af Jakob Gormsen

"Skønt jeg kender vejen, vil jeg aldrig nå målet "

Herman Stilling fortæller altid en historie i sine litografier, og han er jo kendt for at kunne fortælle og skrive underfundige og morsomme historier fyldt med humor og overraskende pointer. Men når han fortæller i billeder, er temaet mere alvorligt. Han fortæller da om noget i livet, som det er ham magtpåliggende at få sagt.

Det er om de onde kræfter, som findes i hvert eneste menneskes sind, men fortalt blufærdigt og med nænsomhed og forståelse uden at udlevere og efterlade offeret til den hånlige latter, men også om de gode kræfter - ofte skildret gennem sollyse kvindelige englelignende kvindeskikkelser - den lysets engel, som alle nattens sorte skygger må flygte for.

Vi ved jo kun alt for godt, hvem der kommer ridende på sin hvide hest. Vi kender også målet for hans ensomme ridt: slottet med prinsessen og det halve kongerige venter og dertil et lykkeligt liv til dagenes ende.

Det er jo det ungdommelige håb, den evige drøm - den dybe længsel.

Det bliver ethvert menneskes erfaring i en moden alder, at boblen brister, men som Kaalund siger:

" ... boblen er ikke verden; læg verden det ej til last!"

Herman Stillings litografi på oliekridtets grund rummer en stille vemod, en lidt bitter resignation - og en dyb ensomhed.

En gethsemaneagtig stemning!

Den lille hvide hest står helt stille. Den grønne rytter med konturer af en trold og dog menneske er stoppet op efter ridtet gennem bjergene - og ser hen på det store nøgne, afstumpede træ med afkappede grene, der rækker ud som to store hænder med fem fingre på hver - snart bønfaldende, snart anklagende - men helt uden liv - dødningehænder.

Dog - grøn er håbets farve, og rytteren er grøn, ligesom han er omgivet af grønne vækster, blå er poesiens og mytens farve - og bjerget er skyggeblåt, mens himlen er lysere blå med morgenrødens strejf. Og rytteren er kommet gennem det golde gulbrune land - og han passerer det døde kæmpetræ, som står alene. Han er standset op, men er på vej bort fra det - ikke hen til det. og han udstråler styrke og mod - ikke opgivenhed og undergang, ligesom hesten ser på os med et fast sikkert blik fyldt af forvisning.

Billedets store blå, grønne, okker, brune og rødbrune flader og de magtfulde linjer drager en opad - op mod det kommende lys, mod den gryende dag - i store vuggende, bølgeagtige bevægelser, som man lå i sin moders eller i sin elskedes favn. Set på den måde bliver det et billede fyldt med en smertelig livserfaring, en vished om døden, venter for enden af den lange stenede vej, når bjerge, sletter og vandløb og det sidste træ er passeret - og livet ligger bag en som en stor blå bjergtop - langt borte og ensom.

Billedets komposition, der er enkel og ligetil med vandrette og lodrette linjer og flader, der bryder med eller omslutter hinanden, behøver ingen forklaringer, selv farvelægningen er tilsyneladende med en farvestift fra æsken og lidt naiv i tonen. Men denne barnlige indstilling til form og farve er kun tilsyneladende - et narreværk. Der er i virkeligheden en utrolig dybde i billedet - og farverne er langt mere varierende i de forskellige lag over og under hinanden, end man tror ved første øjekast - ligesom linjespillet er mere kompliceret i deres forskellighed og alligevel er de tæt forbundne med og afhængige af hinanden.

Dette er et meget helstøbt og gennemarbejdet kunstværk, der gør indtryk på den, som tager sig tid til at se det.