Allan Nordmark, 096

DKK 400,00

Linoleumssnit trykt i sort
i 500 nummererede
og signerede eksemplarer

Papirformat: 33 x 41 cm
Trykformat: 22 x 28 cm

Kategorier: , SKU: 096

 

Om kunst 

Af Buster Bruun 

Hvis noget er grimt, uforståeligt, ubehjælpsomt, uvedkommende, sjusket, indviklet, ubrugeligt og afhængigt af en tyve siders fin/svær ordforklaring ved en boglærd studentikos kunsthistoriker - så er det "kunst"! Hvis det blot er forståeligt, enkelt, menneskeligt vedkommende og smukt "bør det ikke tages alvorligt og kan sørme ikke være kunst". Jeg hylder helt mod den gængse mening den sidste definition. Den passer ganske godt på både Købke, Klimt, Høst, Bonnard, Rembrandt og Klee m.fl .. Det enkle kræver overblik, erfaring, kunnen - og mest af alt mod.

Levende? For at være vedkommende skal et kunstværk leve oppe i ens hoved, eller ens sjæl om man vil. Man skal ledes/føres lige nok - og ikke en pind mere - til selv at kunne påbygge sine egne erfaringer og tanker. Det er ved at fylde huller ud, og således opnå en meningsfuldhed der nøjagtig passer en selv, hvorved kunstværket lever. Overforklaret og udpenslet dør billedet og bliver "slikket". Underforklaret leder man frustreret efter "hoved og hale". Derfor er f.eks. gamle mestres skitser langt mere levende end deres færdige billeder. "Vi" levnes plads i skitsen til selv at bygge på med fantasi og egen erfaring. De sidste årtiers roderi: punkterede lossepladser, eksploderede marmeladefabrikker og andet krimskrams giver os alt for få ledetråde, som vi selv kan udfylde og bygge videre på oppe i hovedet og derved skabe en vedkommende meningsfuldhed.

Energi? Et billede skal være ladet med latent energi. Uden dette er det blot slapt og ligegyldigt. Det kan f.eks. være en psykisk energi eller spænding. Som et øjekast eller en persons udstråling i et portræt. Det kan være i en komposition, der er i frosset ubalance, og som kan vælte med et lille pust - men alligevel, lige knap og nap, endnu i balance. Farver kan give energi. Både ved styrke - og ved indbyrdes balance "lige før...", eller ved rytmisk brug "lige før ... ". Det som i jazz hedder "drive". Hvem har brug for bollemælk og tungen ud af vinduet? Der er mere oplevelse i akkurat at klare et klippeskær i hård sø end i at gå tur i Herning. Der er enorme grokræfter i naturen, som umuligt kan antydes ved et gennemsnitligt dansk leverpostej-maleri. Det viste van Gogh og Høst. Haugen Sørensen maler dyr og mennesker med farlighed i både tegning og farve. Spænding er en tøjret energi, der kan slippe løs når som helst. En spændt fjeder er måske statisk og helt stille. Men!... hvis nu? Mine egne arbejder er såmænd ret så fredsommelige. Men til trods herfor spænder jeg farveenergiens og formernes bue hvad jeg evner - nu ved I hvorfor.

Af Jacob Gormsen

Stilhed først og fremmest - balance og ro dernæst.

Det stemningsfyldte motiv er tilsyneladende ret banalt: en grå strand med en lys båd trukket op på land med noget blåt grus og grønne totter marehalm ved siden af og på horisonten lavt land langt ude - og lidt nærmere lysende, skovklædte klinter og oven over en høj blågrå himmel med lette skystrejf. Der er egentlig ikke noget i billedet, som skal forstås eller forklares. Det lever sit eget liv og er det, det nu engang er. Enkelt og ligetil beskrevetsådan som det er set på en realistisk, usentimental måde. Værs'go - glæd dig bare over det! Og mere behøves ikke! Lars Swanes store styrke som billedkunstner er, at han altid peger på det enkle, som man blot skal lukke øjnene op for at se, men man skal lukke øjnene op, og netop det kan Lars Swane få os til, som få andre kunstnere - og dermed åbner han for dybere og inderligere følelsesmæssige oplevelser. Men hans billeder er mere end det. De er også komposition, bevægelse og farver. Dette billede er delt op i strand, hav, horisont og himmel, ligesom det er fyldt med vandrette linier, som brydes af ganske enkle lodrette (bådens stævnmarehalmen). Stranden har rette linjer (motivets kant) på de tre sider - og så en meget smuk uregelmæssig linie, hvor den møder vandet. Denne linje hænger harmonisk sammen med bådens mere faste regelmæssigt buede linier, som igen spiller ud mod den skarpe, bølgende marehalm. Havet har også vandrette linier i et utroligt varieret spil, hvor også de svage bølgers hvide toppe indgår i en levendemen alligevel statisk bevægelse. Horisontens vandrette linje er også i sin levende enkelhed yderst forskellig fra venstre mod højre. Himlen ligner havet blot lysere og lettere, men med det samme linjespil. Tyngden ligger nederst, letheden øverst. Hertil bidrager også farverne. Det gråbrune sand, med blåt grus, grønne planter, og hvor den grønne farve går igen i bådens ræling og stævn og gentager sig på horisontlinjen. Den grønne farve er en vigtig del af kompositionen, sat over for den blå i grus, hav og himmel. På den baggrund virker det røde Y i bådens stævn overraskende og stærkt. Den røde farve får sit eget helt selvstændige liv og samler billedets nedadgående tyngde. I det hele taget er det et billede fyldt med nuancer og variationer, og det vil i virkeligheden sige liv. Det er et motiv helt i balance med sig selv, og som rummer en andægtig stilhed. Og så er det ganske enkelt: smukt!