Viggo Bentzon, 178

DKK 700,00

Litografi trykt i 5 farver
i 730 nummererede
og signerede eksemplarer

Papirformat: 62 x 46 cm
Trykformat: 49 x 35 cm

 

Kategorier: , SKU: 178

Stormbilledet blev
til et solskinsmotiv

Af Hanne Abildgaard

Motivet til dette Viggo Bentzon-litografi er en marine med motiv fra Tisvilde mole.

Om oprindelsen til billedet fortæller Viggo Bentzon:

- Det udspringer af nogle indtryk, der ligger en del måneder tilbage, da jeg oplevede molen ved Tisvilde i en kraftig storm, der fik bølgerne til at stå ind over den. I første omgang førte det til en række malerier, hvori de grå farver var dominerende. Malerierne blev solgt på min udstilling  i Den Frie, og på en måde var det vel oplagt at gå videre i samme spor i litografiet. Men pludselig fikjeg lyst til at lave det hele modsat. Farven lagde jeg helt over i gul - en neapelgul med en cromgul oveni, hvorpå jeg tegnede molen ind med blå. Det grå stormbiIlede var forvandlet til en varm sommerdag med en kontrastfarvet mole.

Ud over de nævnte tre farver indeholder litografiet kun en rød og endnu en gul som er lidt mere grå end de andre. Det er min indstilling, at man i grafikken skal begrænse sig til fire eller maximalt fem farver, idet man skal beherske "farvemusikken" så godt, at man kan klare sig med det nødvendigste. Det er nødvendgt at "tænke" i farver, selv om man tegner det hele op med sort.

Samarbejdet i trykkeriet

For mit vedkommende er arbejdet i trykkeriet en meget vigtig del af frembringelsen af grafikken, fordi man indgår i så tæt et samarbejde med trykkeren. Eller sagt mere direkte: Jeg har et meget tæt samarbejde med Mogens Sandberg, som jeg har trykt hos i mange år.

Når vi arbejder sammen, er vi to mand om opgaven. Jeg laver en masse forslag - måske tyve forskellige. Det som Mogens bedst kan lide, trykker vi. Hvis vi ikke skulle arbejde med noget, som han kunne gå ind for, var der ingen mening i at lave litografi, så kunne man lige så godt lave reproduktioner.

At arbejde med litografi er lidt ligesom at spille i et orkester - det kræver hensyntagen, det kræver at man er på bølgelængde med andre. Blandt andet derfor er det en spændende og givende arbejdsproces, helt anderledes end maleriets, som indebærer, at man er alene.

Jeg foretrækker, at veksle mellem perioder, hvor jeg arbejder alene og perioder, hvor jeg arbejder sammen med andre. Litografiet hører til kategorien med mange hænder involveret, filmen ligeledes. 

Det er både sjovt og inspirerende at skabe noget i et fællesskab. Men: når jeg så tager maleriet op igen, skal jeg være alene og ikke bundet til noget. At male er at digte, og derfor kan maleriet aldrig trives side om side med de andre engagementer.

Den stramme tegning

Alligevel er der naturligvis berøringspunkter mellem de forskellige sider af mit arbejde. Når jeg arbejder som filmarkitekt er det mit mål, at man helst ikke skal kunne se, at der har været en arkitekt på filmen. Det hele skal se virkeligt ud. Lige sådan med kompositionen i et billede: man skal ikke kunne mærke den.

Hvis man over for et billede tænker: "Hvor er det godt komponeret", er billedet i virkeligheden ikke lykkedes, eller rettere sagt: Kompositionen trænger sig for stærkt på.

Jeg betragter tegningen som det fundamentale i billedkunsten. Der skal altid være en streng tegning, uanset hvor opløst billedet tager sig ud for en umiddelbar betragtning. De kunstnere, som jeg beundrer over alle andre, er Monet og Bonnard. De kunne det, som jeg stræber mod: at lave en stram komposition, som ingen kan se.

Af Jakob Gormsen

En enkel komposition, et følsomt næsten usynligt linjespil og en behersket og disciplineret brug af kraftige farver, som i deres indbyrdes samspil dæmpes ned, er kendetegnet på Viggo Bentzons kunst, som den kommer til udtryk i de litografier, Kunstklubben har udgivet af ham.

Dette solfyldte landskab står for mig som det stærkeste, han har lavet til Kunstklubben. Det giver frodige livsbekræftende oplevelser fra sig og vil helt gennem sit eget liv præge stemningen i det rum, det hænger i på en velgørende forfriskende måde. Uden at det bliver et ligegyldigt billede i sin skønhed. Tværtimod tvinger det tanker i gang.

Billedets nederste fjerdel er et enkelt landskab med en bugt og strandengene foran mundende ud i en kratbevoksning eller mole på horisontlinjen. Over dette lidt trivielle landskab hvælver sig så en kæmpehimmeL hvor sollyset kommer til udfoldelse - ja, det falder ned som en kæmpemæssig fos af lys.

Nogle af vores herlige sollys-salmer klinger med som en dyb streng i det til bristepunktet farvemættede billede, men med glød og nerve hver eneste gang oliekridtet er lagt på stenen. En dyb høstgul dominerer. den er øverst på himlen og nederst på strandengen, den er i sivene ved bredden, og den blander sig med skovens klare enstonige grønne. Grønne strejf er der også på marken og på himlen. Ligesom lette rosastrejf antyder en aftenstemning, hvor former og konturer glider ind i hinanden - og hvor det farverige til sidst afløses af mørke.

På den måde kommer billedet også til at sige noget om livet med dets skiftende aldre, som ikke er så forskellig fra årets og døgnets lys- og mørkerytme.

Men et litografi som dette kan få en til at se det, som man måske ikke tidligere havde set. Lyset over et landskab - skønheden i det enkle, usammensatte, som blot kræver at man lukker øjne og sind op for indtryk fra naturen selv - eller fra et stykke papir med farver på.

Det vil nok vare en rum tid, inden der kommer brugerbetaling på disse oplevelser - og med dette billede har Viggo Bentzon vist os en vej til oplevelsen.