Af Michael Lykke Andersen

Nina Kleivan stammer fra Oslo, men har boet i Danmark fra hun var otte år. Hun er uddannet i København, på Kunstakademiet, med Hein Heinsen og Stig Brøgger som lærere.

- Jeg kommer fra en akademisk familie, og der var det en selvfølge at jeg skulle på Universitetet. Men det var en befrielse at komme til at få fingrene i rigtige farver, i stedet for at læse om dem i bøger, siger Nina Kleivan.

Men den bifagsuddannelse hun nåede at få på universitet har ikke været spildt, mener hun:

- Jeg er rimelig velbevandret i kunsthistorien og den viden kan jeg bruge, når jeg skal orientere mig om, hvad jeg vil bruge af materiale.

Og hun bruger sin viden. En stor del af hendes. produktion er inspireret af italiensk kunst, især renæssance- og barokkunst.

- Det skyldes også at jeg har været på en hel del rejser i Sydeuropa, siger Nina Kleivan.

- Den kunst jeg bliver inspireret af, er temperamentsfuld og følelsesladet på en anden måde end nordisk kunst. Jeg har en svaghed for Mellemøsten - det ligger så fjernt fra os, både mentalt og i måden at tænke kunst på. Hvor jeg tidligere stæsede rundt på kunstmuseer, så er jeg på de sidste rejser i Mellemøsten begyndt at tage landskab, geografi og arkitektur meget mere ind. Det er en fin måde at opleve på, mener Nina Kleivan.

- Det er menneskekroppen, der interesserer mig.

Især er jeg meget optaget af kvindeskikkelser. Jeg arbejder meget med billeder, hvor der er en model på fladen. Jeg har en eller anden fortrolighed overfor de stillinger og kroppe - måske fordi jeg selv stod meget model for en række kunstnere, mens jeg gik på akademiet. Nina Kleivan har et stort kartotek over forsketllige motiver fra forskellige kunstepoker. Hun arbejder meget med at kopiere dem op og ned, klippe i dem - og det er ofte de motiver hun arbejder ud fra. Jo mindre og mere gnidret originalen er, jo mere frit kan hun gå til opgaven.

- Det sker da ofte, at jeg støder på noget på et museum, som jeg synes er mit motiv, men som altså er lavet for lang tid siden. Men jeg tilføjer motiverne noget, som er mit. Især holder jeg af at skabe sammenstød ibillederne. Sammenstød mellem kroppen og noget abstrakt, noget geometrisk, måske nogle maskindele. Væsentligt at der bliver en oplevelse af disse fragmenter, siger Nina Kleivan.

Nina Kleivan arbejder med forskelligt materiale.

Bag en udstilling med den - for undertegnede - kryptiske titel "Syrisk asfalt", gemmer sig simpelthen et fagudtryk for grafisk asfalt. Et materiale som Nina Kleivan har arbejdet meget med og brugt, fordi det både "har en smuk farve og en association til de emneområder, jeg gerne vil beskæftige mig med", som hun formulerer det.

Meget af Nina Kleivans arbejde er foto- og videokunst. Men kroppen går igen som tema.

- Det ender altid med at blive de samme ting, jeg gennemspiller, uanset, hvilket medie jeg bruger, siger hun. Hun har arbejdet med kunst al den tid, hun kan huske. Jeg har dekoreret større ting for Københavns Universitet, både på Amager og Frue Plads. Det var spændende. Men det mest interessante, jeg har været i gang med, er udsmykningen af Bavnehøj Kirke i København. Der var mange begrænsninger, fordi det er et offentligt rum, men det var en ekstra udfordring at arbejde med, fortæller Nina Kleivan.

Af Jakob Gormsen

En lys, blå poetisk tone dirrer som en streng, men afløses hurtigt af en mørk, dyb klang som fra en tung klokke, og de to udløser så langsomt billedets motiv: en stor siddende kvi nde, hvis krop er halvvejs drejet med hænderne hvilende på en søjle, en krukke eller lignende.

Hovedet drejes voldsomt i modsat retning af kroppen, men har et fast og dog mildt ansigtsudtryk. De blå nuancer med stænk af papirets hvide farve bliver til himmel og hav med en ret lav horisontlinje. Det sorte trænger sig frem og skaber former, som snart kan minde om tekniske installationer, men også om klipper eller bølgende vegetation i havet.

Det er også et billede i flere planer, hvor hvert plan har sin betydning for tydningen, og hvor denne skifter med planernes indbyrdes placering. Således bliver kvindeskikkelsen mere og mere svævende, fraværende måske, og er alligevel til stede.

Hendes smukke, velproportionerede ansigt står i stærk kontrast til skikkelsens ellers skødesløse udformning. Man har ligesom set hende før - i italiensk maleri i Venedig og Firenze. Ja, hun gemmer sig måske her i altertavler af 1400-1500 tallets italienske mestre. Hun rummer i Kleivans tryk samme enkle udstråling af renhed og skønhed, hellig ophøjethed, men også en skjult trods og lidenskab, ja, direkte lidelse måske udtrykt gennem linierne i arme og hænder og ikke mindst i kroppens store faste former og klædningens folder. Det bliver mere og mere et stærkt kvindebillede med rod i noget klassisk, men her fremstillet ganske nutidigt, hvor drøm og virkelighed er sat over for hinanden. Romantiske følelser overfor bitter realitet - forsmået elskov måske.

Det er et meget stærkt sammensat billede med en tilsyneladende urolig komposition, der understreges af en række påtegninger med blyant, og alligevel er det et ganske enkelt billede både i form og indhold. Idet det handler om de grundlæggende menneskelige følelser, som har været og er ens til alle tider og under alle forhold, de mørke såvel som de lyse - og med en lys livsbekræftende blå grundtone og en mørk dødsensalvorlig påtrængende klang, som et akkompagnement til ens eget liv.

Nina Maria Kleivan, 213

Nina Maria Kleivan, 213