Mogens Hoff, 218

DKK 700,00

Litografi trykt i 9 farver
i 500 nummererede
og signerede eksemplarer

Papirformat: 62 x 46 cm
Trykformat: 57 x 43 cm

Kategorier: , SKU: 218

Af Hanne Abildgaard

Maleren og grafikeren Mogens Hoff har kunstnerisk været vidt omkring, før han nåede dertil, hvor han står i dag. Han arbejder nu med hvad han selv betegner »mytiske billeder«.

Det drejer sig ikke om illustrationer til de gamle myter, og Mogens Hoff understreger, at det ikke er meningen, at man skal lede efter præcise, litterære fortolkninger. Han finder de gamle myters menneskebeskrivelser stadigt aktuelle, men henter i øvrigt sin inspiration hvor som helst - i myterne, i sine omgivelser og i sine forestillinger.

Når Mogens Hoff nu kalder sine billeder mytiske, skyldes det også, at de adskiller sig fra hans forudgående produktion ved i højere grad at bygge på de indre oplevelser end oplevelsen af yderverdenen. Forud er gået en række separatudstillinger, ofte opbygget over et tema. I 1976 var det billeder fra Mols bjerge, året efter kvindebilleder, i 1978 motiver fra Kreta, i 1980 vandbilleder og i 1981 den store udstilling på Nationalmuseet med motiver fra Turkana, som året før havde været vist på Etnografiska Museet i Stockholm.

Tynd kultur

Mogens Hoffs møde med turkanerne i det nordvestlige hjørne af Kenya har foruden en lang række billeder også sat sig frugt i bøger for børn og voksne.

På spørgsmålet om, hvorvidt vort samfund og kultur ikke kan virke kunstnerisk igangsættende på samme måde som Vestafrika, svarer Mogens Hoff:

- Danskerne som enkeltpersoner interesserer – de er jo mennesker, som mennesker er, men det danske samfund er mig noget tyndt som visuel inspiration. Jeg synes, vi har slået en masse ting ihjel for mennesker, og det er desværre sket samtidig med, at nogle vigtige ting er er blevet forfladiget og forvansket i den bedste mening. Velfærdsstaten har taget alle kanterne af menneskelivet, fordi man selvfølgelig ville, at alle mennesker skulle have rimelige livsbetingelser. Men den efterligningsmodel, man har opereret med, har været mangelfuld.

- Mennesker skal i højere grad have lov at lov til at lave deres gale streger efter min mening. Der er jo ikke noget drama, hvis du går ud på gaden her. Menneskelivet er drama. De dramaer, vi har, er blevet små, interne og forkrampede dramaer, som er meget mere litterære end billedlige. Du kan skrive om alle de frygtelige ting, som mennesker går med i hovedet, men ikke male dem. Vores visuelle kultur er indskrænket til et minimum.

Jeg tror imidlertid ikke, at det altid har været sådan. De gamle, danske malere overbeviser om, at når der har været en autentisk folkekultur, som var til at tage og føle på, har malerne også kunnet beskæftige sig med den. Men hvis jeg skal beskæftige mig malerisk med noget, som angår danskerne i dag, er jeg nødt til at beskrive det med nogle omskrivninger, med mytiske figurer eller med nogle afrikanere.

Fra Paris til Utterslev Mose

Sammenlignet med sine jævnaldrende arbejder Mogens Hoff med, hvad han kalder »gammeldags maleri«. Som kunstner er han selvlærd.

- I 1954 begyndte jeg at lægge op til akademiet som billedhugger, fortæller Mogens Hoff. Men så blev jeg indkaldt som soldat, og bagefter drejede det sig kun om én ting: At komme så langt væk som muligt. Så jeg rejste til Paris, hvor jeg boede halvandet år, i øvrigt sammen med Arne Haugen Sørensen. Jeg var fuldstændig ubeskrevet, og Arne var et chok - han var allerede på det tidspunkt en fuldt etableret kunstner, navnlig som grafiker.

Da jeg vendte tilbage, havde jeg mistet lysten til akademiet. Jeg har lært af en masse mennesker, men aldrig været elev hos nogen, udover i Paris, hvor jeg gik hos grafikeren Hayter. 

Billedhuggeriet blev lagt på hylden af praktiske årsager. Jeg kom til Paris uden penge og uden noget sted at være. Skulptur er altså meget vanskelig, når man må hutle sig frem og bo på gaden Den kræver en eller anden form for bofasthed og helst ikke et femtesals tagværelse.

Efter hjemkomsten kom jeg i kontakt med kunstnerkolonien ude ved Utterslev Mose, hvor der dengang blandt andre boede Sterup-Hansen, Hammelev, Poul Sørensen og Frede Christoffersen. Der fik jeg sådan lidt sporadisk mesterlære, og det er ikke det værste, man kan få. Det eneste jeg kan savne akademiet for er, at jeg er utroligt ensom som maler. Jeg har selvfølgelig malerkammerater, men er ikke i nogen gruppering, nogen kreds af mennesker, som jeg har et uddannelses- og udstillingsfællesskab med.

Gammeldags maleri
I sin tid var jeg med til at starte BKF (Billedkunstnernes Forbund). Det var i begyndelsen af 70' erne, hvor der foregik en masse. Vi lavede debatseminarer om kunstnerens sociale rolle og arbejdede med en omstrukturering af KE, som aldrig rigtigt blev til noget. Det var sammen med Erik Clausen, Leif Sylvester, Mogens Egil, Poul Agger og Bent Karl Jacobsen - en hel stribe af jævnaldrende, som jeg var meget sammen med dengang.

Men jeg gled ud af de sammenhænge og begyndte at lave gammelags maleri i stedet for. Med gammeldags maleri mener jeg ikke blot oliemaleri, men et maleri, der var fremmed for alle de formelle eksperimenter, der havde deres storhedstid dengang - omkring Eks-skolen og og Sommerudstillingen blandt andet. Jeg elsker mennesker - deres ansigter og kroppe - og jeg ville hellere gå baglæns, helt tilbage til renæssancen og før renæssancen.

Jeg vil gerne fortælle historier med mine billeder. Det er en af grundene til, at jeg elsker at arbejde sydpå. Man kan se alt, hvad mennesker laver - de spiser ude, de snakker ude og morer sig ude, de er sammen med deres børn ude, arbejder ude, alting foregår ude, mens vi lukker os meget inde i huse her i landet.

Til min Kreta-udstilling havde jeg brugt et citat af kunsthistorikeren Ingamaj Beck om, hvad kunstnerens rolle er i samfundet: at afbilde de drømme og ønsker og den frygt, mennesker har, så man kan blive sig dem bevidst og arbejde videre med dem. Det passer mægtig godt til det jeg gerne vil.

Men af de folk, der dyrker minimalismen og de mere formelt eksperimenterende retninger er jeg blevet anklaget for ikke at have noget at sige folk i dag, fordi jeg bruger en malemåde, man har kendt i 100 år. Jeg tror imidlertid ikke, at folk i dag kan bruge det afsindigt fortænkte til noget. Det er en kunstnernes kunst, der kan bruges som en slags pejlingsmærker for, hvor langt kunstnerne kan gå ud - en slags science-fiction, som jeg ikke opfatter som tidssvarende i forhold til de mennesker, der skal bruge den.

At bruge det abstrakte

Jeg kan illustrere mit forhold til abstrakt kunst ved at fortælle om en episode, jeg oplevede med Arne Haugen Sørensen i 1957 - det er en af den slags anekdoter, man kan hænge ved resten af livet.

Der var en udstilling i det danske hus i Paris, hvor Arne og en masse andre deltog. Jeg gik på udstillingen sammen med Arne og var begejstret for nogle af de abstrakte ting. Arne rystede på hovedet af mig og sagde, at han ville vise mig noget. Vi gik hen til et af Povl Christensens store træsnit - et Blicher-træsnit, tror jeg det var - og Arne pegede og sagde: nu skal du bare se, deroppe, der ligger et fantastisk godt abstrakt billede i det der træ, et Soulagesbillede, og der ligger et fantastisk abstrakt billede, og der og der. Men han bruger det.

Med risiko for at blive betragtet som frygtelig gammeldags, vil jeg godt sige, at jeg i virkeligheden opfatter dette århundredes kunstneriske begivenheder som formelle forsøg på at afstikke nogle grænser, men ikke på at fortælle noget for alvor. Man har sat formen i forgrunden fordi man har villet prøve nogle nye ting. Det er hele tiden sådan, at man sprænger nogle grænser, og så udvikler man sig inden for dem. Men det er udviklingen inden for grænserne, det at fylde dem helt ud og se, hvor meget de kan bære, at udfylde dem med det indhold, man har som menneske, med de historier, man vil fortælle, som for mig er det vigtigste.

Jeg er ikke på nogen måde avantgardist. Jeg tror ikke, at kunst bliver bedre med tiden. Til syvende og sidst når man frem til, at al kunst har tre-fire grundmotiver, som er basalt menneskelige, og som man udfylder ud fra sine egne forudsætninger.

Af Jakob Jormsen

Dette Iitografi af Mogens Hoff er i udtrykket det mest dramatiske af de mange tryk, Kunstklubben hidtil har udgivet af ham. Det gælder både i farvevalget, i selve kompositionen og ikke mindst i motivets voldsomme udtryk.

Billedet er fyldt med et virvar af forskellige farver lagt på med brede, hidsige og hurtige penselstrøg, der med stor hast farer ud i alle retninger og fylder motivet med stærke rytmer, der spænder farvernes og bevægelsernes indbyrdes relationer til bristepunktet.

Alligevel efterlades et indtryk af grønt og gult/orange og ikke mindst sort.

Kompositionen samler sig om den sorte figur (rytter & hest) omtrent i billedets centrum, men kun løst slået an, nærmest som en truende og farlig skygge. Under denne et hundekoppel som sprænger af sted i fuld fart, skarpt iagttagende deres herre med dødningeansigtet - forfølgende et eller andet eller måske selv forfulgt?

Over dem flagrer en gruppe mørke uformelige fugle, der prøver at følge med - eller give et varsel om et eller andet uheldssvangert.

Kompositionen er midt i alt farve- og formrodet meget enkel og yderst stram, hvilket f.eks. kan ses i placeringen af figurerne omkring hesten, hvorefter kompositionen bliver løsere måske direkte bevidst usammenhængende, når man når ud til billedets kanter, men hvor så farvekompositionen til gengæld tager over.

Det hele skaber i fællesskab billedets udstråling eller stemning, om man vil: en sær truende uhygge, som en flugt fra en steppebrand, ingen kan stille noget op overfor. En flugt fra den uafvendelige skæbne, men måske kan det også opfattes som en slags forfølgelse, et hævntogt.

Set på den måde kan billedet få et mytologisk indhold, men ikke fra de ellers kendte europæiske myter: den nordiske, græske, romerske, egyptiske osv.

Men i farve, form og indhold kan det snarere minde om en afrikansk naturreligions myte. Men måske er indholdet i den ikke så langt fra de sagn, vi kender om en, der rider gennem natten med et kobbel halsende hunde efter sig og aldrig kan finde ro i sjæl og sind, men må jage af sted uden for tid og rum i al evighed.

Og på den måde kan billedet sige ikke så lidt om vort eget rodløse, fortravlede liv i en evindelig jagt på et materielt liv i forbrugsmæssig overflod og sorgløs lykke eller på flugt for den uundgåelige død, som venter os lige om hjørnet. I ildskærets farve og i sort, fyldt med lyd af galoperende hestehove og hundeglam.