Kjeld Heltoft, 211

kr. 700,00

Litografi trykt i 5 farver
i 650 nummererede
og signerede eksemplarer

Papirformat: 53,5 x 67 cm
Trykformat: 42 x 55,5 cm

Kategorier: , Varenummer (SKU): 211

 Det graciøse dyr

 Af Michael Lykke Andersen

I Sønderjylland står maleren Johan Thomas Lundbyes gravsten. På den er - udover navnet - indgraveret »Dyremaler«.

Kjeld Heltoft kan godt lide den betegnelse. Han har selv arbejdet med at iagttage dyr, fugle - og mennesker - siden han var blot fem-seks år gammel.

- Det første jeg arbejdede med, var faktisk at modellere bjørne. Ud fra billeder i bøger. Dengang havde jeg aldrig set nogen i live, fortæller han. Siden har Kjeld Heltoft set meget til både bjørne og stort set alle andre dyr, fugle og andre naturmotiver. Han har en stående aftale med Københavns Zoo, om at han må komme, før haven åbner og starte med at iagttage, fotografere og tegne skitser.

- Jeg kan lide enkle motiver. Dyrene er altid i mig. Jeg har været optaget af dyr og fugle lige fra jeg var ganske lille. Og det at dele mine oplevelser af mine medskabninger med andre, er det jeg brænder for.

- Jeg føler en ansvarlighed overfor de motiver, jeg har, og det afholder mig fra at anvende visse sider i den modernistiske tradition. Dyr er ikke for mig blot en kompositionsmulighed, og min mor er ikke for mig en rød klat i en sofa, selv om hun skulle have et rødt sjal på.

Til gengæld er Kjeld Heltoft ikke naturalist i den traditionelle, smålige forstand. Hans første maleri - lavet da han var otte år - var ganske vist et springende rådyr. Men det er ikke den humanificerede natur, han maler.

- En teddybjørn er da hyggelig for et barn, men bjørnen er et uhyre farligt dyr.

- Den bjørn jeg maler, genkender jeg på den kraft, den udstråler. Den blide kraft. Bjørnen er for mig et utrolig graciøst dyr, slet ikke kluntet - men spændstig og med en vældig kraft. Jeg søger ikke eventyrets bjørne, men myternes.

- Bjørnene og elefanterne ved noget, som vi ikke ved og som vi aldrig kan vide.

- Jeg føler mig beslægtet med de folk i Altamira-grotten, der dengang for 17.000 år siden lavede smukke billeder af dyr. Jeg forsøger vel at lave en form for totemkunst, hvor man rammer ind i dyrets væsen. Det handler om at beskrive det intense livsforløb, som gennemstrømmer alle levende væsener. Jeg har malet gærdesmutter, træer og bjørne - alle mulige levende størrelser.

Kjeld Heltoft formulerer selv sin ambition sådan: »med størst mulig intensitet skal jeg hengive mig til motivet, banke på hos den skabning, der optager mig nu«. Og han understreger at der altid er en dyb forbindelse mellem ham selv og det motiv, han udvælger.

- Bjørnene i Københavns Zoo kender jeg utrolig godt. Den jeg har malet, er jo i en speciel stilling, og det er derfor billedet hedder »Bjørnen Vågner«. Den er med stor kraft på vej ud af vinterhiet. Jeg bruger jordfarver til at skildre bjørnen og to blå farver til omgivelserne. En varm organisk kugle midt i de universelle kræfter, fortæller Kjeld Heltoft.

Kigger man efter udsagn om Kjeld Heltoft i kunstverdenen, er det også igen og igen forholdet til naturen, der går igen. Det er hans gepard-motiv, der er udvalgt til Johannes Larsens mindemuseum, det er hans stædighed i omgangen med dyr og fugle, kollegerne hæfter sig ved.

Men faktisk er han også en anerkendt portrætmaler og ser det som en samtidig del af sit arbejde.

- Uanset hvordan man forsøger at komme ind på et naturportræt, så er det altid en vandring i den menneskelige sansning. Et billede af et dyr eller af nogle fugle kan aldrig blive vildt eller stærkt nok. Hvis man forsøger at være sagligt beskrivende, så er det kun en erkendelse af at man ikke har kræfter til at forsøge at berette om det man sanser. Der er ikke noget, der er sagligt beskrivende, kun noget, der er kedeligt, konstaterer Kjeld Heltoft.

Af Jakob Gormsen

En bjørn er en bjørn - eller er den?

Bjørnen hører ikke længere til i den danske fauna. Men den har gjort det - ligesom ørne og urfugle, og de findes stadig i andre nordiske lande.

Altså bjørnen er noget, der er tabt for os. Noget uerstatteligt er mistet og med den, uforglemmelige naturoplevelser. Tabet er i virkeligheden langt større, end man kan fatte. Det er selve livet, som er blevet amputeret, og som ikke kan erstattes af noget andet. Heller ikke ved at sætte polske vildsvin ud i en sønderjysk skov for bagefter at skyde dem ned.

Det var min første tanke, da jeg så Kjeld Heltofts litografi af en stor brun monumental, men levende og vagtsom bjørn, der går lige fremad i en dybblå nat gennem en storladen natur.

Se her er en bjørn! tegner kunstneren. Kig på den, føl vælden og styrken, men også smidigheden i dens bevægelser og skønheden i dens former.

Det er et billede, som ikke er til at tage fejl af. Det er, hvad det er, og intet andet. Og så ligner det sandelig!

Heltoft har vel set bjørnen i zoologisk have, men har så ud fra den kunstneriske frihed sat den hen, hvor den rettelig hører hjemme. Og selve naturen er jo kun antydet.

Samtidig bliver det et billede om drøm og virkelighed, frihed og bundethed, længsel og opfyldelse, om hvad mennesker gør ved naturen oven i købet i den bedste mening.

Men det er kun den ene del. Den anden del er selve kunstværket.

Ved første blik er det nok de brune og blå farvenuancer sat overfor hinanden med enkelte lyse grå og helt hvide stænk blandet i, der gør indtryk. Den blå vandfarve er lagt på i mange lag og i utrolige valører, som giver en svævende fornemmelse af himlen og en tyngende fornemmelse af fjeldmassivet.

Ikke lige midt i, men en smule forskudt, lunter så kæmpedyret af sted. Det er farvet brunt med mange lag oliekridt, så der kommer et utroligt levende farvespil i dyrets pels. Dertil kommer så den overlegne brug af sort, som gennem skyggevirkninger understreger lyset i mørket.

Endelig er der linjespillet: de afrundede og sluttede linjer i dyrets krop, som bliver til store bløde rytmer, som gentager sig i det blå ligesom ringe i vand. Som et modstykke til alt det bløde står så de to stejle fjeldtoppe.

Og der er meget mere at gå på opdagelse i, i dette herlige billede, som også er et billede børn kan glædes ved. Så brug det til børneværelser, i skoler og institutioner, hvor børn færdes. Litografiet er et kvalitativt modstykke til meget af det billedmæssige bras, vi byder børn og unge.