Finn Have, 209

DKK 700,00

“Viva”
Litografi trykt i 8 farver
i 275 nummererede
og signerede eksemplarer

Papirformat: 38 x 50 cm
Trykformat: 30 x 43 cm

Se også nr. 210

Kategorier: , SKU: 209

Natur, farver og erotik 

Af Michael Lykke Andersen

Natur, farver og erotik.

Det er tre hovedtemaer, når man taler om Finn Haves kunst. Det er også de temaer, der anslås i de indledende digtlinjer, der er skrevet af kunstanmelderen Lisbeth Tolstrup og taget fra hendes bog »I anden position«.

Sydens natur, oplevet med nordiske briller er også temaet for de to litografier, som Kunstklubben kan præsentere med Finn Have. Det er spanske »efterbilleder«. Forstået på den måde, at det er oplevelser fra det Andalusien, han sætter så stor pris på, malet og sat sammen hjemme i Danmark igen.

"Viva" er fællestitlen, og tyren er det dominerende tema.

Den faktiske tyr er oplevet i den lille sydspanske by Motril. I en lille tyrefægterarena, hvor man kunne se ud på landskabet bagved.

- Det er der, jeg forsøger at skabe teatralske rum for at vise den frie tyr. Derfor er den i landskabet. Tyren er jo et stærkt mandligt symbol og landskabet et stærkt kvindeligt. Og det er der, hvor tyren i arenaen spænder alle kræfter i en nådesløs kamp, hvor den er ved at tabe, at jeg ser den for mig i fri udfoldelse. Det er næsten erotiske billeder. Men for mig er erotik også sammensmeltning, oplevelse, natur, fortæller Finn Have.

At han bearbejder sine indtryk, inden han maler dem er også vigtigt for ham.

- Der er en genklang, en mulighed for at rette op på de stemninger, man har sanset. Landskabet er varmt og positivt. Jeg er vel et mellem-melankolsk menneske.

- Så det er nogle dejlige energier, jeg får med hjem.

Malerisk stof

Finn Haves afsæt er helt klart landskabsmaleriet.

- Det vigtige er at finde nogle landskaber, man svinger med. Og der har jeg i Andalusien fundet et meget malerisk stof. Jeg har dyrket lyset og er blevet meget betaget af de kontraster, der findes. Det er en palet af glade farver, man kan være frigjort med farverne. Samtidig får jeg altså ikke lavet noget sådan en overskyet dag i Danmark. Horisontlinjen her er flad, hvor jeg bliver inspireret af de spanske bjerge. Jeg bliver tiltrukket og frastødt af oliventræernes forvredne former, men de inspirerer mig.

Men det behøver ikke at være Spanien for Finn Have. Han er netop kommet tilbage fra Island, et land der også tiltrækker ham. Sneen, vandet og det vulkanske land. Alt det kolde trækker. Og igen skulle morsingboen, der i dag bor i Midtjylland, hjem til Danmark for at finde sine malerier.

- Island var en voldsom kontrast. Men jeg føler stærkt, at jeg har en nordisk identitet, som også kommer med i mine spanske billeder. Det er en tone, en melankoli, en følelse, som jeg vil have med i billederne.

- Motivet er jo blot et afsæt ind i billederne. Så kan man lægge til og trække fra. Det er en gammel ting, at vi søger ting udenfor, som vi finder i os selv. Men i rejsen væk er der naturligvis to ting. For det første har jeg ikke fyldt min mentale rygsæk. Og for det andet vil jeg gerne væk fra den vante sammenhæng. Når man går rundt i Spanien eller Island, så er man mere opmærksom. Man kommer en etage højere op de steder. Derfor er den oplevelse man får, frisk.

Nogle af Finn Haves studier fra eksempelvis olivenlunde i Andalusien har helt karakter af balletdanserinder, der danser en mærkelig koreografi. At se mennesket i naturen er en væsentlig ting for ham. Som også hænger sammen med, at han tidligere har lavet erotiske billeder og forbinder natur og erotik.

Favntag med naturen

Først så sent som i 1991 begyndte Finn Have at bruge litografiet som udtryksform. Det var hans lokale amtskommune, der valgte ham til årets litografiske kunstner det år. Det medførte, at man købte ham til at lave et kunstværk - og arbejdsformen fængede. Samme år havde han en separatudstilling i Kunstnernes Hus med titlen Lystne Billeder. Det blev et personligt gennembrud. Som førte videre i den sammensmeltning af temaer, som Finn Have selv i 1993 - som titel på en bog - betegnede »Favntag med naturen«.

Tyrebillederne er en del af en større helhed, der blandt andet omfatter otte tyrebilleder, som var med på Art Copenhagen 1995.

Det show, som en tyrefægtning er, bjergtager ham også. Han har oplevet både den spanske og den portugisiske tyrefægtning med de oplevelsesforskelle, der er.

Men som man kan se af de to billeder i Kunstklubben, så er det ikke stedfæstelsen, der er vigtig for at kunne få noget ud af Finn Haves billeder. Det er de stærke undertoner, og de stærke modsætninger, der skaber et helt personligt udtryk, og dermed både et landskabsbillede af den slags, der har lange traditioner og samtidig er et helt personligt statement.

Jakob Gormsen

 I indledningen til Morten Nielsens digt "Der er lys og nogen venter" hedder det: "Der er lys, og nogen venter. Men min ventetid er endnu ikke omme".
I digtet "Døden":
"Nu kender jeg den igen, her og allevegne.
Den venter, for altid lidt ved siden af tingen, en skygge ...
Og den er mig altid nær ... Vi mødes nok".

Disse ord løb gennem mig, da jeg så Finn Haves to litografier med de fløjlssorte spanske tyre mellem ældgamle oliventræer. Den ene stående helt stille, vejrende, den anden i et kådt, legende spring. Begge kaster de mørke skygger fra det skarpe gule blændende sollys, som får den røde jord til at gløde og luften til at dirre og flimre af hede.

Jo, vi ved det, at det, som venter mørkt og dystert midt i lyshavet er døden, hilst med trompetskrald i den farverige og jublende arena. Men det er en død, som også sætter sine ar hos den, som overvinder den i sine prægtige klæder, svingende den røde dug og med den spidse kårde klar til det afgørende stød.

Jeg har selv set arrene på en tidligere toreador nu taxa-chauffør i Sevilla. Under kørslen knappede han op og viste mig de tilgroede flænger, da jeg røbede for ham, at tyrefægtning ikke havde min interesse. Jeg glemmer aldrig synet!
I digtet "Ventetid" uddyber Morten Nielsen livets gåde:
"Ved Gud, vi får lært at vente ... vi lærer at vente i timer ... enhver får lært at vente" på det uafviselige, ubønhørlige og uundgåelige. Man må tage sit livs skæbne på sig, leve med det. Og kun den indre vished om døden og fortroligheden med den kan fjerne angsten for den. "Dødsangsten er kun følgen af et uopfyldt liv", har Kafka sagt. Foran venter kampen og forløsningen, og bag den ligger livet.

"Verden blev mere tom og fuld af død. Indtil forløsningen kom." (Morten Nielsen). Herfra er der ikke langt til Lorca, som jo siger, at døden er i os. Om en time, et år, 40 år - en eftermiddag klokken fem, det er lige meget. Og et andalusisk ordsprog siger "Alene, ensom er du. Alene, ensom skal du blive". Og så var det fristende at gå til Picassos Guernicabillede og alle skitserne forud for værket. Men det er ikke i Lorcas og Picassos tyre og olivenfrugter og deres skarpe lys, at Finn Have har hentet inspiration. Han viser os blot noget, som han selv har set, og som har gjort indtryk. Og alligevel klinger det med:
"Da arenaen sprøjtedes over med jord. Eftermiddag klokken fem. Lagde døden sit æg i det dybe sår. (Lorca)".

Nej, disse litografier skildrer ikke døden, men livet i al dets strålende herlighed. Et levende hjerte slår og skaber gennem pulsens rytme, kraft og styrke. Former og farver. Også lyset er farve og duft. Tyrene udtrykker den dybeste livsfølelse og en inderlig længsel. Livsglæden er gemt i de vidunderlige rytmer, som træstammer og bladhang danner i en intim samklang med dyrets krop, de lysende horn, de tynde ben, som bærer styrken og skaber bevægelsen. Og alligevel, de røde pletter virker som blod spildt i det varme gule sand. Så er vi tilbage igen - og kan blive ved.