Af Jakob Gormsen
En række portrætter af forstenede ansigtsudtryk er placeret i et stort nøgent landskab. Portrætterne er ikke til at tage fejl af, hvert har sin karakter og sine kendetegn. Fælles for dem er tomheden i udtrykket! Et er bygget op, som var dets enkelte dele stumper af en maskine, selv tårerne bliver til en mekanisk kæde - et andet af klodser og klemmer, en tom øjenhule - en vivisektion eller en obduktion, manden med ryggen til kunne tyde på det, hjernen - sædet for sanser og følelser er lagt blot - øre og mund borte, de som skulle modtage og udtrykke sanser og følelser - dertil to ansigter - masker, der bærer briller, eller brikker i et spil, livets spil.
Men hvad er der sket? Hvor er menneskeligheden blevet af under den nådeløst brændende sol? Er mennesket selv blevet maskine - eller sten.