Buster Bruun, 120

DKK 800,00

Litografi i seks farver
Trykt i 500 nummererede og signerede eksemplarer
Papirformat: 60 x 45,5 cm
Trykformat 50 x 38,5 cm

Kategorier: , SKU: 120

 

Om kunst 

Af Buster Bruun 

Hvis noget er grimt, uforståeligt, ubehjælpsomt, uvedkommende, sjusket, indviklet, ubrugeligt og afhængigt af en tyve siders fin/svær ordforklaring ved en boglærd studentikos kunsthistoriker - så er det "kunst"! Hvis det blot er forståeligt, enkelt, menneskeligt vedkommende og smukt "bør det ikke tages alvorligt og kan sørme ikke være kunst". Jeg hylder helt mod den gængse mening den sidste definition. Den passer ganske godt på både Købke, Klimt, Høst, Bonnard, Rembrandt og Klee m.fl .. Det enkle kræver overblik, erfaring, kunnen - og mest af alt mod.

Levende? For at være vedkommende skal et kunstværk leve oppe i ens hoved, eller ens sjæl om man vil. Man skal ledes/føres lige nok - og ikke en pind mere - til selv at kunne påbygge sine egne erfaringer og tanker. Det er ved at fylde huller ud, og således opnå en meningsfuldhed der nøjagtig passer en selv, hvorved kunstværket lever. Overforklaret og udpenslet dør billedet og bliver "slikket". Underforklaret leder man frustreret efter "hoved og hale". Derfor er f.eks. gamle mestres skitser langt mere levende end deres færdige billeder. "Vi" levnes plads i skitsen til selv at bygge på med fantasi og egen erfaring. De sidste årtiers roderi: punkterede lossepladser, eksploderede marmeladefabrikker og andet krimskrams giver os alt for få ledetråde, som vi selv kan udfylde og bygge videre på oppe i hovedet og derved skabe en vedkommende meningsfuldhed.

Energi? Et billede skal være ladet med latent energi. Uden dette er det blot slapt og ligegyldigt. Det kan f.eks. være en psykisk energi eller spænding. Som et øjekast eller en persons udstråling i et portræt. Det kan være i en komposition, der er i frosset ubalance, og som kan vælte med et lille pust - men alligevel, lige knap og nap, endnu i balance. Farver kan give energi. Både ved styrke - og ved indbyrdes balance "lige før...", eller ved rytmisk brug "lige før ... ". Det som i jazz hedder "drive". Hvem har brug for bollemælk og tungen ud af vinduet? Der er mere oplevelse i akkurat at klare et klippeskær i hård sø end i at gå tur i Herning. Der er enorme grokræfter i naturen, som umuligt kan antydes ved et gennemsnitligt dansk leverpostej-maleri. Det viste van Gogh og Høst. Haugen Sørensen maler dyr og mennesker med farlighed i både tegning og farve. Spænding er en tøjret energi, der kan slippe løs når som helst. En spændt fjeder er måske statisk og helt stille. Men!... hvis nu? Mine egne arbejder er såmænd ret så fredsommelige. Men til trods herfor spænder jeg farveenergiens og formernes bue hvad jeg evner - nu ved I hvorfor.

Af Eric Kaare 

Jeg er jaloux, Buster Bruun flirter med den samme, som jeg holder så meget af. Og desværre gør han det forbandet godt. Han har opdaget sider og udtryk, som flere stadig har til gode, han bedyrer og fremhæver former, smigrer med gode, varme farver og fremkalder billeder, der får »hjærtet< til at dikke. Kort sagt har han lagt Mor Danmark for vores kultur- og vinterfrosne fødder, (læs øjne).

Han har et godt forhold til vort landskab. Han gentager motivet i billede på billede, udforsker det, skærer det overflødige værk, og sidder tilbage med essensen af’ »et landskabsbillede. Han er oven i købet så sikker på forholdet, at han tillader sig vide tøjler. Rejser han ikke bare landskabet op, så vi bedre kan se, hvilke ynder, perspektivet skjuler, og se, om han ikke slipper heldigt fra det?

Se også hvilke sprøde farver, han bruger, ja, smiger forstår han, for er det ikke netop den balkjole, der får Mor Danmark til at blomstre? Det er et helt sommerpust, en lille selvdreven energicelle, der må varme i en kold tid — men det siger jeg, du får hende ikke alene, du må dele.