Barry Lereng Wilmont, 207

DKK 700,00

Litografi trykt i 8 farver
i 650 nummererede
og signerede eksemplarer

Papirformat: 65 x 48 cm
Trykformat: 58 x 42,5 cm

Kategorier: , SKU: 207

Zia-folket og dets skabelsesberetning 

Af Michael Lykke Andersen

Barry Lereng Wilmont er canadier, men med en grafisk og en kunstnerisk uddannnelse har han valgt Danmark - og især det indre København som bosted - selv om han ofte opholder sig i endog meget fremmede dele af verden.

Trods det har man i Kunstklubben kunnet følge ham igennem mange år. Og set hvordan hans arbejde har udviklet sig voldsomt, selv om det altid har været myterne, der har været hans fundament.

Rødderne til dette billede går både tilbage til 1987 og til 1991. Og Harry Lereng Wilmont mener selv, at han med de fortællinger, han har lagt bag billedet, nu er ved at nå vejen rundt.

Han fortæller selv:

- I 1987 var jeg i New Mexico for at finde frem til sandheden om Zia-indianernes skabelsesberetning. Jeg havde hørt om den her og der, men ville gerne selv danne mig et indtryk af sandheden. Zia-befolkningen (alt det med stammer er noget andre har tillagt indianerne, de betragter sig selv som lande og folk, fordi de har fælles sprog og fælles historie) er efterhånden reduceret til omkring 600-700, og en vil formentlig snart uddø.

- Men jeg var så heldig, at man i den by jeg besøgte, kendte en gammel kvinde. Jeg fortalte hende, hvad jeg vidste. Hun skar en masse udenomsvrøvl væk, og tilbage var Zia-indianernes egentlige skabelsesberetning.

- Det fantastiske er, at den rummer en forudsigelse: At solen en dag vil begynde at brænde som tusinde sole. Og det skete faktisk i 1944, da man i nærheden foretog verdens første atomprøveforsøg.

Barry Lereng Wilmont lægger ikke selv andet end det umiddelbart synlige i legenderne. Han ønsker ikke at fortolke dem ind i nutiden eller at forsøge at belære. Hans ønske har altid været at få de gode historier og fortælle dem, samtidig med at han lod sine tanker få frit spil på lærred eller papir.

- Oprindelig var Zia-folket stort, og sammen med de nærliggende Zuni-indianere havde de en stor kultur. I 1540 kom spanierne dertil med hærlederen Vaques Cononado. Men i stedet for at slå dem ned, som man havde planlagt - kong Karl den 5. af Spanien mente nemlig at her lå de syv gyldne byer med guld på fortovet og ædelstene på tagene - så indgik man en fredsaftale med de to stammer. Ikke at kongen havde tænkt sig at holde den. Blot to år senere sendte han en langt større hær på 1100 veludrustede soldater op for at slå stammerne ned. Men det lykkedes langtfra. Soldaterne nåede til Rio Grande, men blev slået på flugt. Dernæst havde Zia'er og Zuni'er fred i deres hovedby Yugeingge i 50 år, inden en hær under ledelse af Juan de Onades indtog byen. Han kaldte den San Gabriel de Yungue og floden Rio Grande.

Barry Lereng Wilmont fremhæver, at Zia-indianerne havde en helt særlig status. De færdedes frit på hele det nordamerikanske kontinent. I 1989 var han selv ved Peel-floden i Yucon-distriktet i Canada, hvor han levede med den såkaldte Nanook-patrulje. Og her mødte han lokale, der kendte Zia-indianernes skabelsesberetning.

- Men Peel River var også noget andet. Efterhånden har man jo fundet ud af, at det er folkevandringerne, der har skabt de indianske samfund, vi kender. De første indianere kom fra Mongoliet for 25.000 år siden. Folkevandringen endte først i Canada og siden i Grønland. Men indianerne stoppede ved Peel floden - for lige syd for den kom indianerne fra en anden kultur, der var vandret op sydfra. De to kulturer kunne absolut ikke sammen. Blandt inuit'er kaldtes de sydlige indianere Grech'in - dem, der lever i fare. De kunne ikke gå op i Yucon-distriktet uden at risikere livet.

Det fantastiske for Barry Wilmont er, at arbejdet med at spore indianerne - hvor Zia-legenden er central - til sidst førte ham til indianerne på det europæiske kontinent. Nemlig på Orkney-øerne. Her var amerikanske indianere udvandret til, og det lykkedes Wilmont at komme i forbindelse med dem.

- Det er halvblodsindianere, der har giftet sig ind i familier, og så er rejst tilbage. Men det var fantastisk på Orkney-øerne at se indianerne, der i den grad lignede dem, jeg havde snakket med i Nordamerika. For mig var det som en ring, der blev sluttet.

Barry Wilmont har beskæftiget sig med mange typer myter og legender siden starten af 1960'erne. Herunder Bjowulf-sagnet, der er en irsk munkefortælling fra omkring år 700.

I 1991 udgav Barry Wilmont bogen "Mellem slangen og regnbuen" hos trykkeriet Hostrup Pedersen i Valby. Bogen er i stort udstyr med grafik og en genfortælling af Zia'ernes skabelsesberetning. Originalbladene og bogen findes nu på Edinburgh Museum of Modern Art  Wilmont er også repræsenteret på Pompidou Modern Art Museum, som har købt Erik den Rødes saga og den tilhørende grafik. At hans arbejde nu kan bruges til at fortælle folk om en fortid, de måske ikke kendte - og samtidig give dem en kunstnerisk oplevelse - det er for Barry Wilmont den anden ring, der er ved at være sluttet.

Men det betyder ikke, at hans interesse for historierne er ændret det mindste, hvilket Kunstklub-billedet fra Zia-kredsen,er et tydeligt bevis på.

- Det glæder mig, når jeg ser beviser på, at folk tager historierne med i bagagen. Det plevede jeg også, da jeg besøgte Zia-folket. Det har to helt specielle stokke. Den ene var indgraveret i 1540, da man ville anerkende freden mellem Spanien og indianerne. Den anden var kommet som en personlig gave fra Spaniens nuværende konge  Juan Carlos. Han tog sig under et hektisk officielt besøg i USA tid til at besøge Zia'erne og overrække dem en stok magen til den første. Det synes jeg, var en flot gestus. Den glædede mig.

Af Jakob Gormsen 

Livets narrespil fører til døden.

I alt hvad Barry Lereng Wilmont laver af billeder, spiller mytologien med. Den mytologi, som vor egen europæiske kultur bygger på, og den som er os overleveret af naturfolk i fjerne og fremmede egne. Myten stillet op overfor vores materialistiske teknisk betonede og i virkeligheden menneskefjendske verden. Hvor enkeltmennesker kommer på større og større afstand fra hinanden, isoleres mere og mere, socialt, menneskeligt og åndeligt, samtidig med at hastighederne sættes op, afstande forkortes og arbejdstempo øges. Alt registreres, alt nummereres og kodes ind i regne- og huskemaskiner. Råt og brutalt. Underholdningsindustrien og sportsshowene sørger for, at den enkeltes fantasi og drøm aldrig bliver udløst. Og midt i alt dette går de store eviggyldige følelser, sandheder og positive kræfter tabt, netop dem som myterne i alle kulturer fortæller om, at det enkelte mennesker ikke kan leve foruden.

Jeg oplever Wilmonts litografi som myten om narrene. Enerne, de karakterfaste personligheder. De for evigt mærkede, uniformerede gennem f.eks. deres hue med klingende bjælder, som i meget minder om en krone, men ikke er det. Men de kan høres på lang afstand. Man ved altid, hvor narrene er.

Men også som dem, der endnu har et overskud af menneskelighed, som har følelserne af menneskeværd i behold, og som handler herudfra. Som ikke behøver at lægge den døde i en kridhvid kiste og dænge den til med blomster, men som varsomt bærer byrden, hvor varme kroppe kan mødes med dødens istap.

Hele den medmenneskelige holdning ses i narrenes egne kropstillinger, der udtrykker nærvær og hensyntagen eller næstekærlighed, om man vil, og på forskellige måder. Deres forskellighed kommer også frem i den stærke røde og blå farve med gule stænk. Vi føler deres hænder, uden at se på dem. Vi mærker tyngden, og den uendelige vandring mod graven.

Hvem er død?

Vel blot det martrede menneske med den glorie af form som en krone, som ethvert offer for vold og tvang har krav på. Og vi er vel alle kongebørn, som Grundtvig skriver. Juleevangeliet handler jo om dig og mig og den glæde, vi blev nogle til del, da vi blev født. Men påskeevangeliet handler også om dig og mig. Om lidelsen og forsagelsen, den bundløse ensomhed, om sviget, der førte til den pinefulde død og den pieta, som burde være ethvert menneskes sidste lod.

Det er et meget stærkt billede, voldsomt i farveholdningen, fast og stærkt i kompositionen, ikke mindst ved figurernes monumentalitet i form og farve, rød, blå, gul og okker sat op mod alt det frodigt grønne, tungest i bunden lysere opefter - og så papirets kridhvide, der sætter ind som lyn. Der igen spiller ud mod motivets svungne bløde lodrette og vandrette linjer. Der igen korresponderer med den mytologiske hund nederst til højre.

Det er længe siden, at jeg er blevet så bevæget over et møde med et kunstværk, som ved dette, og det er en bevægelse helt befriet for al sentimentalitet og fortænkthed.

Nej, dette er enkel, realistisk og barsk menneskelighed og tag ikke fejl af narredragten og narrespillet.

Det er den og det, som til syvende og sidst skal redde menneskeheden. Heldigvis har der lige siden Noahs dage været narrefigurer og skikkelser til, og det er jo let at forstå, at de med den vished de havde, ikke altid kunne være lige ædru.